Jamo tilføres ny kapital efter underskud

Udgivet den 22-06-2004  |  kl. 14:55  |  

Dalende efterspørgsel på træhøjttalere betyder, at Jamo kommer ud med et underskud på 61,5 mio. kr. for 2003. Finansiel rekonstruktion, højteknologiske produkter og ny bestyrelse skal sikre Jamos fremtid.

Den dalende efterspørgsel på Jamos hidtidige kerneprodukt, den traditionelle bokshøjttaler i træ, er den primære årsag til 2003 resultatet, der blev offentliggjort i dag.

Underskuddet blev på 61,5 mio. kr. og inkluderer nedskrivninger på materielle anlægsaktiver på i alt 29,4 mio. kr. Resultatet af den primære drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) blev på minus 6,5 mio. kr.

- Markedet for traditionelle bokshøjtalere er faldet med 20 - 25 procent årligt i de senere år. Specielt har vi haft det svært i de europæiske lande, der er vores kernemarked. Vi er midt i en kraftig omstillingsproces til en højteknologisk virksomhed. Men jeg må erkende, at vi er kommet sent i gang. Heldigvis er første kvartal 2004 startet bedre end den tilsvarende periode sidste år, siger administrerende direktør i Jamo Anders H. Høiris

Jamos hovedejer FSN Capital, Jyske Bank og Jamos direktion har på baggrund af de senere års svigtende resultater arbejdet på en finansiel rekonstruktion, der skal sikre Jamos fremtid. Rekonstruktionen bygger dels på, at ny egenkapital skydes ind, og på at dele af de eksisterende lån omlægges til ansvarlig lånekapital.

Der er indsat en ny bestyrelse i Jamo. Fremover består den af Frode Strand Nielsen (formand), Cato A. Holmsen, Eskild Lyngholm, Jørgen Lægaard Nielsen og John Helmsøe-Zinck. Samtidig forlader Carl Henrik Jeppesen, N.E. Nielsen og Vesa Suurmunne bestyrelsen.

Jamos direktion udgøres af adm. direktør Anders H. Høiris, teknisk direktør Poul Henning Pedersen og økonomidirektør Thomas Broe-Andersen.

Det bliver avancerede audio- og videosystemer som sammen med Jamos velkendte kvalitetshøjttalere, der fremover skal sikre Jamos vækst og frem for alt lønsomhed. Virksomheden har bl.a. store forventninger til det nyudviklede hjemmebiografsystem, Jamo 2F.

Jamos nye og meget avancerede DVD-maskine er blevet købt af ca. 20.000 siden lanceringen i august 2003. Det er op mod 70 procent mere end det budgetterede antal på 12.000.

Udgivet af: NPinvestordk