Japan: Endnu et rekordunderskud på samhandlen

Udgivet den 27-01-2014  |  kl. 07:04  |  

Japan noterer et rekordstort handelsunderskud for 2013.

Det er tredje år i træk med blodrøde tal på bundlinjen, og det understreger de problemer som premierminister Shinzo Abes regering har med at få øget eksporten og vende en mangeårig tendens til retning af en større oversøisk produktion i de japanske virksomheder.

Dagens data viser et underskud i december på 1302 mia. yen (12,7 mia. dollar) eller det dobbelte af underskuddet et år tidligere. Underskuddet betyder et samlet hul i handelsbalancen på 11.475 mia. yen. Det er suverænt det største minus siden at de nuværende statistiske metoder blev indført i 1979.

Det er samtidig den 18. måned med japansk underskud på samhandlen med udlandet.

Nogle økonomer vurderer, at den gentagne række af underskud, der kommer på trods af en 18 pct.s svækkelse af den japanske yen, viser, at de japanske handelsmønstre har ændret sig og at de store producenter fastholder en stor produktion i udlandet.

Og mens den stærke yen i årene fra 2008 til 2012 blev udpeget som en største faktor for at producere udenlands, er det nu ønsket om at have produktionen placeret så tæt som muligt på de markederne, der er det primære argument.

- I modsætning til manges forventninger, vil eksporten næppe føre til en forbedring af økonomien. Denne handelsstruktur vil sandsynligvis forsætte uændret i et stykke tid, siger cheføkonom Yuichi Kodama fra Meiji Yasuda Life Insurance i følge Wall Street Journal.

Det massive kursfald på yen, som følge af de aggressive pengepolitiske lempelse fra Bank of Japan, har øget værdien af eksporten, med over 15 pct. i december på årsbasis, men volumenmæssigt har eksporten været stort set statisk, og mange virksomheder har valgt at fastholde de oversøiske priser uændrede for at øge overskuddet i stedet for at forsøge at øge markedsandelen.

Samtidig er importen steget med hele 24,7 pct. i december fra samme periode i 2012. En af de helt store skurke, når det gælder ubalancen i samhandlen er import af energi. En 16 pct. forøgelse i olieimporten og 18 pct. højere omkostninger til flydende gas trækker markant ned i det samlede billede.

Stigningen i importen af fossile brændstoffer er accelereret siden marts 2011, hvor atomulykken på Fukushima Daiichi-værket har ført til en nedlukning af samtlige 50 japanske atomkraftværker.

Samtidig giver en øget import, til at dække den ventede store efterspørgsel efter større forbrugsvarer som biler inden den kommende momsforhøjelse i april, et større understud.

Import af biler steg knap 60 pct. i værdi og 27 pct. i volumen i december.

Der er dog håb forude ifølge økonomiske iagttagere. Den svækkede yen vil i sidste ende føre til en stigning i eksporten af ​​biler og andre produkter, vurderes det. Men det kræver tålmodighed før det slår igennem og øger den indenlandske beskæftigelse og dermed understøtter Shinzo Abes aggressive økonomiske politik.

Japan Foreign Trade Council, der er paraplyorganisation for Japans største handelshuse, forudser, at det japanske handelsunderskud vil falde med omkring 10 pct. i 2014, især på grund af en hurtigere vækst i USA, mens stigningen i importen forventes at klinge af.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder