Japan: Rekordunderskud på betalingsbalancen

Udgivet den 14-01-2014  |  kl. 07:04  |  

Den japanske betalingsbalance viste et rekordunderskud på de løbende poster i november. Stigende importudgifter tynger den i forvejen skrøbelige økonomi og understreger de udfordringer, som premierminister Shinzo Abe står med i forsøget på at skabe vækst efter mange års stagnation.

Underskuddet løb op i 592,8 mia. yen ifølge opgørelsen fra Finansministeriet i Tokyo tirsdag. Dermed var det større end antaget, idet en prognose fra Bloomberg News estimerede mankoen til 368,9 mia. yen.

Det er især den svækkede japanske yen, der har skylden for det stigende underskud. Importen af energi i kølvandet på nedlukning af de japanske atomkraftværker skaber et hul i balancen, og udsigten til et skift til et vedvarende underskud kan komme til at underminere investorernes tillid til den japansk statsgæld.

- Rekordunderskuddet afspejler en ændring i Japans nuværende økonomiske situation med manglen på atomkraft og den svage yen, siger cheføkonom Junko Nishioka fra Royal Bank of Scotland i Tokyo til Bloomberg News.

Økonomen tilføjer, at ubalancen i de udenlandske betalinger kan give anledning til yderligere svækkelse af yen.

Risikoen for, at Japan lander i en situation med løbende betalingsunderskud, er overhængende, idet det skaber et behov for finansiering fra udlandet for at servicere gældsbyrden. Og da den japanske statsgæld er verdens største - mere end dobbelt så stor som den samlede økonomi, er det tvivlsomt, om der kan skabes den nødvendige investorinteresse for at købe statspapirerne.

Hidtil er det enorme japanske statsunderskud blevet finansieret af indenlandske institutionelle investorer.

- Vi er nødt til at tage det her problem alvorligt og løse de underliggende årsager. Japan vil være afhængig af udenlandske investeringer for at finansiere budgetunderskuddet, hvis de løbende poster forbliver i underskud, lød det fra den japanske økonomiminister Akira Amari i forlængelse af betalingsunderskuddets offentliggørelse.

Eksportvolumen og lønningerne vil være vigtige økonomiske indikatorer i, hvad der betegnes som et kritisk år for den japanske økonomiske revolution - kaldet Abenomics.

- Væksten i eksportvolumen som følge af den svage yen er ikke så stor som forventet af markedet, siger økonom Naohiko Baba fra Goldman Sachs i Tokyo ifølge Bloomberg News.

Og mens Goldman Sachs venter en forbedring i den japanske eksport, primært drevet af et amerikansk-ledet globalt opsving, er der risiko for, at den indenlandske japanske produktion bliver overflyttet til offshoreproduktion.

I sæsonkorrigerede tal er det tredje måned i træk med underskud på betalingsbalancen, hvilket aldrig er sket før i nyere tid. De japanske indtægter fra oversøiske investeringer tenderer dog til at være lavere i november end i andre måneder.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk