Japans regerende parti mister sit flertal
Japans regerende koalition har mistet sit flertal.
Det viser det endelige valgresultat, efter at Japans befolkning søndag gik til stemmeurnerne. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det konservative parti, Liberaldemokraterne (LDP), som har premierminister Shigeru Ishiba i spidsen, har sammen med alliancepartneren Komeito fået 215 pladser i Underhuset.
Koalitionen er dermed ikke nået op på de 233 pladser, som er nødvendige for at opnå et flertal i parlamentet.
Også meningsmålinger op til valget og de første optællingsresultater pegede på, at Ishiba og LPD ville møde betydelig tilbagegang.
Ifølge AFP er der for LPD, som har siddet på magten siden 2012, tale om det værste valgresultat siden 2009.
Vælgerne lader til at have straffet regeringskoalitionen for betydelige prisstigninger, som har udfordret japanerne, og for flere skandaler i regeringspartiet, som har slået skår i befolkningens tillid.
LDP har været plaget af en skandalesag om uregelmæssig omgang med kampagnemidler blandt flere af LDP's parlamentsmedlemmer.
Ifølge landets forfatning har partierne 30 dage til at danne en regering. Der er i den forbindelse usikkerhed om, hvorvidt premierminister Ishiba, som overtog posten for mindre en måned siden, kan blive siddende.
På et pressemøde mandag afviste Ishiba selv at træde tilbage.
Han sagde også, at den største del af forklaringen på tilbagegangen er befolkningens "mistro, mistillid og vrede" efter skandalesagen.
Flere mindre partier har i valget til gengæld fået fremgang, og ifølge Reuters kan deres rolle i forhandlingerne derfor blive central.
/ritzau/
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›