USA/tendens: Overvejende positive forventninger til endnu en regnskabstung handelsdag

Udgivet den 30-01-2025  |  kl. 14:03  |  

Facebook-ejeren Meta, elbilproducenten Tesla og softwaregiganten Microsoft ventes i vælten i torsdagens amerikanske aktiehandel, efter at de alle tre kom med regnskaber efter amerikansk børslukketid onsdag aften.

Men med på scenen kommer også store navne som Apple, Mastercard, Intel, Visa og UPS, som har valgt torsdag som regnskabsdato.

Samlet set synes forventningerne til modtagelsen af de mange selskabsinformationer at være overvejende positiv i formarkedet med et plus i i handlen med futuren for det brede S&P 500-indeks på 0,3 pct. og på 0,5 pct. for futuren for det teknologidominerede Nasdaq-indeks, mens futuren for Dow Jones-indekset taber lig under 0,1 pct.

Onsdag - som var dagen hvor den amerikanske centralbank som ventet valgte at holde sin styringsrente uændret - lukkede de tre toneangivende aktieindeks med en stigning til S&P 500 indekset på 0,5 pct., mens Nasdaq-indekset faldt 0,5 pct., og Dow Jones indekset faldt 0,3 pct.

FORMARKEDET EFTER EFTERMARKEDET.

Aktien i Tesla faldt indledningsvist i onsdagens eftermarked, da elbilproducentens regnskab for fjerde kvartal på både top og bund var under det ventede, men senere vendte aktien rundt til et plus på 4,2 pct. - måske på grund af positive formuleringer om lancering af selvkørende teknologi i år og udsigt til en tilbagevenden til vækst. Torsdag stiger aktien 3,3 pct. frem mod handelsstart.

Meta, som står bag Facebook og Instagram, levede til gengæld ikke op til forventningerne med prognosen for første kvartal, men en solid udvikling i fjerde kvartal ser ud til at overskygge den skuffelse, og aktien steg 4,7 pct. i onsdagens eftermarked.

Torsdag er begejstringen tonet ned til et plus på 1,9 pct. i formarkedet.

Onsdagens tredje megaselskab, Microsoft, måtte se sin aktie falde 4,6 pct. i eftermarkedet onsdag efter en skuffende indtjening i cloud-services. Frem mod torsdagens børsåbning falder aktien 4,2 pct.

FØR ÅBNING

Blandt torsdagens nye store regnskabsnavne er blandt andet Apple, som ligger 0,3 pct. lavere i formarkedet. Regnskabet fra teknologiselskabet ventes efter amerikanske børslukketid.

Og det samme gør regnskabet fra halvlederselskabet Intel, som kravler 0,1 pct. op frem mod handelsstart.

Frem mod åbningen har logistikselskabet UPS offentliggjort regnskab for sit fjerde kvartal og fremlagt sin prognose for det nye år. Her tynges forventningerne for 2025 af, at selskabet "har nået en principiel aftale med sin største kunde om at sænke volumenerne med mere end 50 pct. inden anden halvdel af 2026", fremgår det af regnskabet. Med et forventet salg i omegnen af 89 mia. dollar er der dog langt op til analytikernes forventninger, der ifølge Bloomberg News lå på 94,9 mia. dollar.

Aktien dykker 13,2 pct. i formarkedet.

Producenten af store entreprenørmaskiner og udrustning til mineselskaberne Caterpillar har også lagt regnskabstal frem.

Her springer forventninger om lavere omsætning i 2025 i øjnene, og aktien taber 4,8 pct. i formarkedet.

Også betalingsselskaberne Visa, som stiger 1,0 pct. i formarkedet, og Mastercard, som løftes 1,5 pct., har lagt regnskaber frem før amerikansk børsåbning i kalenderen.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:55 Europa/lukning: Tredje rekorddag efter kavalkade af regnskaber
17:09 Torsdagens obligationer: Sivende rente over dagen efter rentemøder
17:08 Torsdagens aktier: Nordea fik revanche men GN og Vestas tog toppen i positivt C25
17:05 Nationalbanken følger i hælene på ECB: Sænker renten med 25 basispoint
16:27 Lagarde værfer idé om at lade bitcoin indgå i centralbankers reserver af bordet
15:52 ECB-chef Lagarde om muligheden for stor rentenedsættelse: "50 blev ikke debatteret overhovedet"
15:45 USA/åbning: Især Tesla bidrager til positiv børsåbning
14:03 USA/tendens: Overvejende positive forventninger til endnu en regnskabstung handelsdag
13:38 ALK's tablet mod husstøvmideallergi får anbefaling af britisk lægemiddelråd
13:16 Europa/aktier: Stiler mod tredje rekorddag efter kavalkade af regnskaber
12:17 Obligationer/middag: Indledende rentefald udvides frem mod rentemøde
11:54 Aktier/middag: Svag opvind trods nedtur for Nordea og Ambu
11:31 DI om flad vækst i eurozonen: Giver plads til rentesænkninger fra ECB
11:15 Mærsk kan notere sig faldende priser på containerfragt
11:07 Techgiganters regnskaber får blandet modtagelse
10:58 Nordea topchef: Mindre aktietilbagekøbsprogrammer giver fleksibilitet til opkøb
10:35 ALK's tablet mod husstøvmideallergi får anbefaling af britisk lægemiddelråd
10:20 Ambus topchef er tilfreds med en stærk start på året - politisk udvikling i USA følges tæt
10:09 Tysk økonomi i backgear i fjerde kvartal
09:13 Aktier/åbning: Ambu-aktie sendes ned efter kendt regnskab - Mærsk vinder på konkurrentnyt