Japanske aktier fortsætter kursfremgang på svag yen
De japanske aktier stiger igen mandag som følge af fortsat svækkelse af den japanske valuta. Dermed fortsætter tendensen, der blev sat i gang torsdag på baggrund af den japanske centralbank nye pengepolitik.
Det japanske ledende aktieindeks Nikkei 225 stiger mandag 2,0 pct. til 13.092, og er nu steget 7,6 pct. siden centralbanken Bank of Japan torsdag på det første møde med Haruhiko Kuroda for bordenden valgte at øge bankens pengepolitiske stimulans i et forsøg på at trække Japan ud af deflationsspiralen. Nikkei 225 er desuden steget over 25 pct. siden årsskiftet og næsten 50 pct. i de forgangne seks måneder.
Mandag morgen svækkes den japanske valuta yen yderligere til 98,41 yen per dollar, og ligger dermed i det svageste niveau siden juni 2009.
Yen er nu faldet ca. 5,6 pct. siden centralbankens annoncering torsdag, og 12 pct. siden årsskiftet.