Jelved: Stor konkurrence på det danske bankmarked
Selvom koncentrationen af pengeinstitutter målt ved markedsandele er stor, så er koncentrationen af filialer for almindelige privatkunder langt mindre, da der findes en stor dansk underskov af mindre pengeinstitutter, som bl.a. har specialiseret sig i privatkunder og mindre erhvervsdrivende. Det betyder, at Danmark har omkring 38 pengeinstitutter pr. mio. indbyggere, hvilket er næsten det dobbelte af EU-gennemsnittet. Holland har f.eks. 10, Frankrig 18, Belgien 9 og Sverige 24.
Det skriver økonomiminister Marianne Jelved (R) i et svar til Folketingets Erhvervsudvalg.
- Den internationale udvikling inden for den finansielle sektor går i retning af større enheder. Denne udvikling er i Danmark slået mest markant igennem i pengeinstitutsektoren. Der er således siden midten af 1990'erne sket en stigning i de største pengeinstitutters markedsandele. Danske Bank har ca. 27 pct. af udlånet og ca. 35 pct. af indlånet, og under 30 pct. af filialerne. Unibank har ca. 27 pct. af udlånet og ca. 26 pct. af indlånet samt 16 pct. af filialerne, skriver Jelved.
En stikprøveundersøgelse foretaget af Danmarks Nationalbank viser endvidere, at der i de fleste byer er flere pengeinstitutter, der konkurrerer om kunderne.