Jyske Bank: Alt peger i retning af et TDC-opkøb
I henhold til flere aviser er der hold i de aktuelle købsrygter af TDC. Financial Times skriver bl.a., at et konsortium ledet af Apax har budt 355 kr. pr. aktie, og i Jyllands-Posten står der, at CEO Henning Dyremose og CFO Hans Munk Nielsen på et internt ledermøde i Århus slog fast, at meget peger i retning af, at selskabet inden for kort tid vil få nye ejere.
- Såfremt der er hold i rygterne, så burde TDC efter vores vurdering bekræfte disse i dag. TDC har ret til at føre forhandlinger med evt. kapitalfonde, uden at informere offentligheden. I det øjeblik offentligheden får kendskab hertil, så skal TDC dog bekræfte rygterne, såfremt de er rigtige, anfører Jyske Bank.
Er rygterne omvendt ikke korrekte, så behøver TDC ikke foretage sig noget. Jyske Bank forventer, at aktien stiger til omkring kurs 340.
- Vi fastholder vores Akkumuler anbefaling på TDC og gør opmærksom på, at der i øjeblikket er forhøjet usikkerhed om den kortsigtede kursudvikling, gentager Jyske Bank.