Telegiganten AT&T slår forventningerne i fjerde kvartal efter stor kundetilvækst

Udgivet den 27-01-2025  |  kl. 12:36  |  

Den amerikanske telekommunikationsgigant AT&T holdt indtjeningstakten i fjerde kvartal af 2024 efter en overraskende stor tilstrømning af kunder.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en mindre tilbagegang i den justerede indtjening per aktie, fremgår det af konsensusestimaterne.

- Vi sluttede 2024 med et stærkt momentum. Kunderne og aktionærerne kan se frem til at få opnå endnu mere værdi i 2025, hvor vi udvider landets største fibernetvær, moderniserer vores trådløse netværk, vokser vores forretning og begynder tilbagekøb af aktier i årets anden halvdel, siger administrerende direktør John Stankey i regnskabet.

AT&T havde i fjerde kvartal en justeret indtjening per aktie på 0,54 dollar, som det også var tilfældet i samme kvartal et år før. Konsensus blandt analytikerne var en justeret indtjening per aktie på 0,50 dollar.

Omsætningen voksede marginalt i fjerde kvartal til 32,3 mia. dollar mod ventet 32,03 mia. dollar, mens kapitalomkostningerne på 7,1 mia. dollar var markant over forventningen på 5,86 mia. dollar.

Justeret landede indtjeningen før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 10,8 mia. dollar mod ventet 10,84 mia. dollar.

AT&T fik i fjerde kvartal 482.000 nye mobilkunder og 307.000 nye kunder på sit fibernet. Der var til sammenligning ventet henholdsvis 441.511 og 265.604 ifølge Bloomberg News.

Aktien stiger 1,9 pct. i det amerikanske formarked.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder