Jyske Bank: En svale gør ingen sommer

Udgivet den 16-04-2004  |  kl. 10:33  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til valutamarkedet:

Foråret er kommet, ingen tvivl om det, og i betragtning af de seneste økonomiske nøgletal fra USA, som var bedre end forventet, kan man nemt forledes til at tro, at det økonomiske forår i USA snart vil slå over i en meget varm sommer. Men sælg ikke skindet før bjørnen er skudt. Mange analytikere regner med, at den amerikanske centralbank vil ty til rentestigninger før end forventet på grund af de senest offentliggjorte tal for økonomien. Måske glemmer hele bundtet endnu engang, at én svale gør ingen sommer?

John Berry – den berømte vogter over den amerikanske centralbank – advarede i går mod den antagelse, at centralbanken meget snart vil hæve renten. Ifølge Berry vil centralbanken se talrige positive nøgletal, før den begynder at hæve renten. Hvad enten valutamarkederne tror på Berry eller ej, så er den grundliggende dollarstemning helt sikkert svag her til morgen. Vi har stadig den holdning, at dollaren er ved at toppe ud af de nuværende niveauer. Efter vores mening er mange markedsdeltagere blevet forledet til at tro på at meget gyldent billede af den amerikanske økonomi og har samtidig fuldstændig glemt de store grundlæggende problemer med ubalancerne. De kan få sig en grim overraskelse, hvis EUR/USD for alvor oplever en voldsom stigning. En lukning i aften over 120 vil bane vejen for en test af 124,00, eller derover.

Udgivet af: NPinvestordk