Jyske Bank: Endelig slut!

Udgivet den 26-05-2008  |  kl. 07:55  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til højrentemarkedet:

- Superligaen er endelig slut og vi kan atter se fremad
- For EM er en dårlig uge slut og vi kan atter se fremad (med nogen nervøsitet)
- På kalenderen er en kedelig periode næsten slut og vi kan atter se fremad
- En stille dag med lukket i UK/US – EM byder på islandsk inflation og ungarsk rentebeslutning

Jyske EM Morgenoverblik
Mens overskriften primært refererer til Superligaen, hvor vi endelig kan se frem mod en ny sæson (og hvor de rød-hvid-stribede flag bør lægges væk for nu), så kan den også referere til perioden uden spændende nyt fra den amerikanske økonomi – eller til en rigtig dårlig uge for EM for den sags skyld. På tærsklen til sidste uge manglede vi lidt spændende historier at fortælle, men kunne glæde os over en god periode for EM, hvor afkastet på GBI var nået op omkring 0 % år til dato, og hvor vores EM carry kurv (lang ZAR, TRY og ISK mod EUR) havde givet et afkast på 4 % på et par uger. Siden er olieprisen steget yderligere 6 $/tønde, og olieprisens himmelflugts potentielle betydning for den globale økonomi har sat sit præg på de finansielle markeder. GBI har smidt 1,5 % den seneste uge, mens carry kurven har smidt 2 %. Bekymring om olieprisen kan altså lægges oven i den vækstafmatning, der fortsat truer forude, og som også vil ramme risiko-aktiver – så udsigterne for EM er ikke helt så lysegrønne, som man godt kunne ønske sig. Efter en periode uden det helt store på kalenderen fra USA, begynder de spændende nøgletal så småt at vise sig igen, og over de næste par uger bygger vi langsomt op mod alle nøgletals moder, den amerikanske arbejdsmarkedsrapport. Der er dog lukket i USA og UK i dag, mens vi i EM ser frem til Islandsk inflation og ungarsk rentebeslutning.


Østeuropa
Ungarn
Centralbanken (NBH) har hævet renten med hhv. 50 og 25bps på de to seneste møder til nu 8,25 %. Vi forventer ligesom markedet, at NBH også hæver renten med 25bps på dette møde. Kun 4 ud af 21 adspurgte i en Bloomberg rundspørge venter uændret rente på dagens møde, og markedet er også priset til en renteforhøjelse.

Inflationen er aftaget en smule over de seneste par måneder men ligger stadig langt over målsætningen på 3 %. I april var inflationen på 6,63 % å/å mod 7,38 % i december sidste år. Inflationen er således på vej ned men i et meget lang-somt tempo. Dertil kommer, at kerneinflationen ikke har vist nogen aftagende tendens endnu men derimod er tiltaget siden september sidste år, og lønstigningerne er fortsat høje - og også højere end NBH synes er komfortabelt.

Der er dermed stadig risiko for 2.rundeeffekter, således at inflationsmålsætningen kan være uden for rækkevidde på mellemlangt sigt (ca. 2 år). Dette var også NBH’s bekymring på mødet i april, og NBH signalerede klart, at bekymringen for høj inflation stadig vægter højere end bekymringen for lav vækst (1,3 % i 2007 og 1,6 % å/å i 1. kvartal i år). Flere medlemmer af den pengepolitiske komite mener dog også, at de seneste data har været noget blandede, og at en pause derfor kan være på sin plads. Vi vurderer derfor, at NBH hæver renten med 25bps i dag (hvor der også offentliggøres inflationsrapport) og derefter fastholder renten året ud. Der er dog en ikke-ubetydelig risiko for, at NBH hæver igen i august (hvor der igen offentliggøres inflationsrapport).

HUF har været flyvende på det seneste og er i den seneste måned oppe med over 3 % overfor EUR. Der er ingen åbenlyse forklaringer på bevægelsen, der dog nok er understøttet af forventninger om en renteforhøjelse i dag. Vi forventer dog en snarlig korrektion i valutaen. Ungarn kæmper stadig med høj inflation og lav vækst, og der er ikke tegn på, at billedet vil ændre sig i den nær-meste fremtid, og signaler om en ende på de pengepolitiske stramninger vil efterlade HUF sårbar. Desuden er HUF stadig sårbar overfor tiltagende risikoaversion. Vi fastholder derfor vores HOLD-anbefaling på HUF obligationer.

Latinamerika
Colombia
Helt som ventet fastholdt centralbanken renten på 9,75 % i fredags. Beslutningen var dog ikke enstemmig, og yderligere stramninger af pengepolitikken er absolut stadig i spil. Vi venter dog stadig uændret rente fremadrettet.

Øvrige
Island
Inflationen er tiltaget markant de seneste måneder og var i april på 11,8 % å/å, - det højeste niveau i næsten 18 år og langt over Sedlabankis målsætning på 2,5 %. Inflationen ventes denne gang at overstige 12 %. Inflationen drives bl.a. af en fortsat stærk vækst, men de seneste måneder har det især været fødevare- og energipriser og ikke mindst en markant svækkelse af valutaen, der har presset inflationen op. En svækkelse af ISK slår relativt hårdt og hurtigt igennem på inflationen. Disse faktorer vil også holde inflationen høj de kommende måneder. Sedlabanki har hævet renten med i alt 175bps i år i et forsøg på at imødegå den høje inflation og svækkede valuta. Sedlabanki forventer dog, at væksten aftager kraftigt over de næste par år, hvilket på lidt længere sigt også vil trække inflationen ned. På det seneste rentemøde signalerede Sedlabanki, at den fremover hellere vil tage andre midler end renteforhøjelser i brug for at løse problemerne – som f.eks. den swap-aftale, der blev indgået med de nordiske centralbanker sidste fredag. Vi forventer derfor, at renten fastholdes på 15,50 % de kommende måneder. Risikoen er dog på opsiden.

ISK har perfomet flot siden offentliggørelsen af swap-aftalen med de nordiske banker og er såle-des styrket med over 5 % siden nyheden. ISK er dog stadig årets svageste valuta, med en stigning i EUR/ISK på næsten 25 % åtd. Med Sedlabankis beslutning om at holde renten uændret er det primært forventninger/forhåbninger om offentliggørelse af yderligere swap-aftaler, der holder hånden under ISK (der spekuleres i Bank of England), men indtil vi får sådanne aftaler bekræftet, tror vi stadig, at ISK er sårbar. Vi holder os således på sidelinjen i relation til ISK-obligationer og afventer med spænding, om flere centralbanker følger i Nationalbanken med fleres spor.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder