Jyske Bank fastholder Reducer-anbefaling på SAS
København--26. juli--NetPosten--I forbindelse med strejken af kabinepersonalet i SAS Commuter er der endnu engang i medierne vendt stor fokus på omkostningsniveauet i SAS. Jyske Banks holdning er uændret til selskabet, fremgik det mandag af bankens ugentlige kommentarer til det danske aktiemarked.
Jyske Bank vil således ikke ændre på sin Reducer-anbefaling på aktien trods den lave kurs, før der ses tegn på besparelser. Skoen trykker på personaleomkostningssiden, hvor selskabet specielt giver udtryk for det dyre og ikke fleksible danske personale. SAS Danmark forhandler med i alt 19 fagforeninger, hvor der til sammenligning kun forhandles med 7-8 forskellige fagforeninger i Sverige og Norge.
Det er uden tvivl en uacceptabel drift der ses på nuværende tidspunkt, og en ledelsesopgave, som ikke synes let - men nødvendigt.