Jyske Bank fastholder Sælg på Pharmexa

Udgivet den 23-11-2006  |  kl. 16:30  |  

Jyske Bank fastholder sin salgsanbefaling på Pharmexa efter regnskabet for 3. kvartal.

- Dagens regnskab for de første ni måneder af 2006 indeholdt, som vi havde ventet, mindre, positive nyheder omkring udviklingen af Pharmexas mest lovende projekt GV1001. Det er dog ikke nok til, at vi ændrer vores salgsanbefaling, der skal ses i lyset af, at vi ikke kan se, hvad der på kort sigt skal drive aktiekurs op, skriver Jyske Bank.

Jyske Bank ser det som positivt, at Pharmexa kunne meddele, at mødet med FDA nok har den konsekvens, at Pharmexa i løbet af foråret 2007 indsender en ansøgning til FDA om at åbne centre i USA til PrimoVax fase 3 forsøget (kræft i bugspytkirtlen), hvilket kan accelerere forsøgets færdiggørelse. Således venter Pharmexa nu resultater i 2009 mod tidligere 2009/2010.

- Det var endvidere marginalt positivt, at det andet fase 3 forsøg (TeloVac) er godkendt og på trods af den hidtidige forsinkelse vil holde tidsplanen (resultater forventes i 2012). Endelig var det ligeledes marginalt positivt, at der er modtaget tilladelse til at begynde fase 2 forsøget, der vedrører lungekræft. Forsøget ventes startet i dette kvartal (tidligere 3. kvt.), tilføjer Jyske Bank.

Udgivet af: NPinvestordk