Jyske Bank: FED sænkede med 50 basispoint
NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til højrentemarkedet:
-FED sænkede med 50 basispoint.
-Polen hævede med 25 basispoint.
-Inflationen højere end ventet i Sydafrika. Rentemøde i dag.
-Tyrkiet offentliggør inflationsrapport i dag.
-Brasilien kommer med referat fra seneste rentemøde.
Fed leverede en rentesænkning på 50 basispoint. Renten er nu 3 %. På ni dage er renten sænket med 125 basispoint. Fed er blevet mere bekymret for udviklingen på de finansielle markeder. En noget overraskende udvikling på blot 8 dage og det virker noget bekymrende. Til gengæld er Fed-komiteen blevet lidt mere optimistisk med hensyn til de økonomiske udsigter, hvilket ikke er overraskende efter den største rentenedsættelse (125 basispoint) siden starten af 80erne og udsigterne til en finanspolitisk lempelse. EM valutaerne ligger s tort set uforandret i forhold til før rentenedsættelsen. Det er alt andet lige positivt for EM, at FED sænker renten. Kortsigtet vil meget dog fortsat afhænge af stemningen og den amerikanske beskæftigelsesrapport på fredag.
Østeuropa
Polen
Som ventet hævede den polske centralbank renten med 25 basispoint i går. Renten er nu 5,25 %. Vi er fortsat positive på obligationer i PLN. Valutaen er relativ upåvirket overfor stigende risikoaversion.
Tyrkiet
Vi står overfor vigtig information fra Tyrkiet. I dag offentliggøres kvartalsrapport omkring infla-tionen og på mandag får vi inflationstal for januar.
Rusland
Finansminister Kudrin udtalte i går, at centralbanken vil stoppe med at styre inflationen gennem valutakursen inden for de næste tre år. Han udtalte også, at Rusland i denne periode vil skifte til inflationsmålsætning og flydende valutakurs. Centralbanks pengepolitiske rente vil således være et betydningsfuldt værktøj.
Centralbanken bruger altså valutakurs for at bekæmpe inflationen pt. Den nuværende valutakurv består af 0,45 EUR og 0,55 USD. Pga. den importerede inflation (forbrugerpriser steg med 11,9 % i december 2007) spekulerer markedsdeltagere i, at centralbanken snart ændrer valutakurven for at dæmpe inflationen. Det vil være positivt for eurobaserede investorer og derfor fastholder vi KØB på obligationer i RUB.
Latinamerika
Brasilien
Hold øje med dagens referat fra rentemødet den 23. januar, hvor renten blev fastholdt på 11,25 %. Referatet kan give hints om de kommende måneders pengepolitik. Vi venter en uændret rente i de kommende måneder. Inflationen har været markant tiltagende, men ligger fortsat marginalt under midten af målsætningen på 4,5 %.
Øvrige
Sydafrika
Vi fik inflationsdata for december i går. De var højere end forventet. Inflationen blev opgjort til 8,6 % å/å mod ventet 8,4 % og 7,9 % i november (se dagens graf).
Tallet øger sandsynligheden for en renteforhøjelse på dagens møde. Den sydafrikanske centralbank befinder sig dog i et dilemma. Tiltagende inflation tilsiger renteforhøjelser, men aftagende vækst tilsiger, at renten fastholdes i de kommende måneder. Vi venter uændret rente på 11 %.
Island
I går satte Moodys de tre store islandske banker (Kaupting, Glitnir og Landsbanki) på observation for nedgradering. Alle tre banker fik lov at beholde Aa3-ratingen. Moodys begrunder beslutningen med et dårligere outlook for indtjeningen i 2008 og Moodys har desuden bekymringer i forhold til den islandske forretningsmodel.
Moodys tiltag kommer dagen efter, at Moodys kommenterede på den islandske stats Aaa-rating. I den forbindelse ændrede Moodys ikke ved ratingen og roste Island for landets lave offentlige gæld, stabile institutioner og et stabilt politisk system. Men Moodys fremhævede også, at Island nok er mere sårbar overfor en finansiel krise givet landets store internationaliserede banker. Der var ikke så meget nyt i Moodys kommentar, men overskriften Icelands Aaa rating at a crossroad vækkede nok en anelse bekymring. Det er nok et tegn på, at Moodys forbeholder sig ret til lavere rating, hvis uroen på de finansielle markeder eskalerer og rammer den relativt store islandske banksektor.
I den kommende tid afhænger meget af situationen på de finansielle markeder og den økonomiske udvikling i USA. Eskalerer krisen vil det være negativt for de islandske banker og dermed Island også. Dette vil lægge pres på ISK. En amerikansk recession vil også lægge pres på ISK.
I vores hovedscenarium forudser vi ro på de finansielle markeder. I vores hovedscenarium ser vi ikke amerikansk økonomi i recession. Dette vil medføre stigende risikoappetit til gavn for de islandske banker og Island generelt.
Vi fastholder derfor vores anbefaling om at købe ISK-obligationer. Renten er fortsat attraktive 13 % på vores foretrukne obligation 8,5 % december 2008.