Jyske Bank: Fitch nedgraderer fire østeuropæiske lande
NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til emerging market:
I går nedgraderede Fitch fire lande i Østeuropa: Ungarn fra BBB+ til BBB, Kasakhstan fra BBB til BBB-, Bulgarien fra BBB til BBB- og Rumænien hele to trin ned fra BBB til BB+. Desuden blev outlook ændret fra stabil til negativ på syv lande herunder Sydafrika (BBB+), Mexico (BBB+) og Rusland (BBB+). Fitch vurderer, at landene er sårbare i forhold til recessionen i de allerstørste økonomier i verden. Selvom de internationale finansmarkeder stabiliseres vil EM-økonomierne stadigvæk blive ramt af lavere vækst og mindre lyst til investering. Der vil derfor uundgåeligt komme flere nedgraderinger i den kommende tid og det kan påvirke sammensætningen af porteføljer, da de store investorer har rammer for hvor meget investment grade (BBB- eller højere) og hvor meget high yield (BB+ eller lavere) der skal være på bøgerne. Når det så er sagt, så vil de markedsmæssige implikationer ved yderligere nedgraderinger nok blive relativt begrænsede, da kreditvurderingerne kommer sent i forhold til markedet, der allerede har indregnet mange negative nyheder.
En minister fra den ungarske regering (Peter Kiss) udtalte i går, at Ungarn kunne gå ind i ERM II samarbejdet så tidligt som i anden halvdel af 2009 og optage euroen allerede i 2011-2012. Ungarns aftale med IMF bringer Ungarn tættere på at få indført euroen i form af, at Ungarn hurtigere kommer til at opfylde Maastricht-kriterierne pga. de krav, som aftalen med IMF indebærer. Indførelse af euroen allerede i 2011-12 lyder meget optimistisk, og en senere dato(2014) synes mere realistisk.
Den polske centralbank har offentliggjort en swap-aftale med den schweiziske ditto, der giver polakkerne adgang til CHF for maksimalt 6 mia. EUR. Aftalen skyldes sandsynligvis bekymringer om den relativt store andel af CHF-lån som polske forbrugere har. Man skal dog bemærke, at andelen i Polen (25 % har valutadenominerede boliglån) ligger langt under andelen i en række andre lande (Baltikum, Rumænien, Ungarn og Bulgarien).
Vi fik tjekkiske inflationsdata for oktober i går. Inflationen aftog til 6 % fra 6,6 % i september. Det er det laveste inflationstal i år. Centralbanken sænkede som bekendt renten med hele 75 basispoint til 2,75 % i sidste uge. Inflationstallet signalerer, at der er flere rentenedsættelser på vej (vi venter yderligere -50 basispoint på mødet den 17. december). I dag kommer der flere nyheder på inflationsfronten: således offentliggør Rumænien og Ungarn inflation klokken 9
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›