Jyske Bank nedjusterer SAS til Akkumuler
Jyske Bank nedjusterer SAS til Akkumuler fra Køb efter 1. kvartalsregnskabet, der var væsentligt svagere end forventet og ikke udviste de forventede klare tegn på forbedret indtjening, fremgår det af et nyt notat.
- Selvom 1. kvartal traditionelt er det svageste kvartal på året, er usikkerheden på vores estimater forøget, påpeger analytikerne.
De stigende brændstofudgifter ser ud til at ramme bundlinjen væsentligt hårdere end banken havde forventet, den høje vækst i datterselskaberne tærer på effektiviteten, og presset på indtjeningen inden for flyvedligeholdelse er mere udpræget end hidtil antaget.
Selvom engangseffekter trækker ned i 1. kvartal, herunder restruktureringsomkostninger på 94 mio. SEK - og en vis forsinkelse i kompensationen for de stigende oliepriser - er SAS kommet væsentligt bagefter i 1. kvartal, i hvert fald i forhold til Jyske Banks estimater.
- Vi vurderer fortsat, at SAS er på vej mod en væsentlig fremgang i indtjeningen i 2006, men vi frygter, at det bliver i et væsentligt langsommere tempo, end vi hidtil har estimeret, skriver banken.
Et traditionelt stærkt 2. kvartal og indgåelse af nye overenskomster med blandt andet piloterne er mulige kurstriggere på aktien, ligesom fald i dollar og oliepris kan gavne SAS.
Men baseret på Jyske Banks nye estimater ser aktien ikke længere entydig attraktiv ud, i hvert fald ikke på bankens 2006 estimater. Baseret på 2007 estimater ser aktien fortsat ud til at være undervurderet, men usikkerheden på den korte bane er forøget.