Jyske Bank siger nu "køb" til NKT i kølvandet af nye finansielle mål
Jyske Bank hæver anbefalingen af NKT til "køb" fra "hold".
Det sker i kølvandet på offentliggørelsen af selskabets nye finansielle mål, hvor NKT har en ambition om at fordoble indtjeningen frem mod 2028, skriver banken i analysen.
- Vi vurderer, at NKT med kapacitetsudvidelsen i Karlskrona og Køln står godt positioneret til at tage del i det attraktive vækstpotentiale, der er på markedet frem mod 2030, hvor tildelingen af nye højspændingsordrer forventes at overstige 10 mia. euro årligt, skriver bankens analysechef, Janne Vincent Kjær.
- Vi ser derfor en god mulighed for, at NKT vil være i stand til også at opnå fuld kapacitetsudnyttelse efter 2028, hvor den nye højspændingsfabrik i Karlskrona er fuldt oppe at køre, påpeger hun.
Jyske Bank understreger dog, at "NKT mangler fortsat at sikre nogle ordrer for at udfylde kapaciteten":
- Men NKT har allerede nu opnået en god dækning, da 65 pct. af kapaciteten for 2028/2029 er sikret af den nuværende ordrebog, fremgår det af analysen.
Jyske Bank sænker kursmålet til 615 kr. fra 650 kr.
NKT faldt tirsdag 3,4 pct. til 521,50 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›