Jyske Bank: Udsigt til et "bumpy ride" for aktierne
Forbrugertilliden fra USA faldt nogenlunde som ventet, konstaterer Jyske Bank i en kommentar. Det mest markante i undersøgelsen var et pænt løft i forbrugernes inflationsforventninger til de kommende 12 måneder: De ligger nu på det laveste niveau i 12 måneder.
- Så tegnene på stigende inflation gør indtryk ikke kun på Wall Street men også på Main Street. Det store problem er, hvis det begynder at smitte af på lønningerne. Og det er ikke den slags nyheder, man leder efter, hvis man ønsker en mere dueagtig Fed, skriver Jyske Bank.
Det samme kan man sige om salget af nye boliger. Det steg 12,2 pct. i marts til det højeste niveau nogensinde, og lagrene af nye boliger faldt fra 4,3 måneders salg til blot 3,6 måneder. Det er det største fald i lagrene siden juli 2000, og boligmarkedet ser således stadig meget stærkt ud.
- Så alt i alt giver tallene i går Fed alibi til at fortsætte den hidtidige politik med en gradvis stramning af pengepolitikken. Det lange billede er derfor uændret: Stramninger i pengepolitikken og en mindre ekspansiv finanspolitik giver modvind og udsigt til et "bumpy ride" for aktierne, konkluderer Jyske Bank.