Jyske Bank: USD - Det Trækker Op

Udgivet den 25-04-2006  |  kl. 10:03  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til valutamarkedet:

Sikke en forskel en enkelt dag kan gøre - Dinah Washington sagen trænger sig på hertil morgen, hvor dollarens næste færd forsøges kortlagt.

I om nogen ved, at dollaren generelt har bevæget sig i enerverende handleintervaller i næsten et halvt år nu, hvilket har været ved at tage pippet fra både handlere og investorer. Weekendens G7 udtalelse har dog efter min opfattelse ændret det mudrede billede for dollaren for i hvert tilfælde resten af året.

Skønt G7 medlemmerne ikke sagde det højt og tydeligt, at dollaren skulle ned for alvor i et forsøg på at rette op på især de store økonomiske ubalancer i USA, så var det ikke desto mindre det skjulte budskab i deres offentliggjorte udtalelse. Spørgsmålet er nu, hvorvidt især handlerne vil respektere deres ønske om et dollarkursfald primært overfor emerging asiatiske valutaer - ex-Japan -, eller om EUR og JPY vil ende med at skulle bære den største del af byrden ved et kommende dollarfald?

Jean Claude Trichet var tydeligt presset på det efterfølgende pressemøde. Han var tydeligvis nervøs for, at markederne skulle misforstå kommunikés indhold og sælge dollaren overfor alt og alle, og dermed EUR. Japanerne er heller ikke for vilde med en stor styrkelse af JPY som følge af et voldsomt dollarkursfald generelt. Selv mener jeg dog, at det kommende nødvendige dollarfald vil blive på bekostning af netop både EUR og ikke mindst JPY. For første gang i et år har EUR/USD også netop dannet et "golden cross" (50 dages gl. gennemsnit bryder 200 dages gennemsnit, imens begge snit er stigende) rent teknisk, hvilket åbner op for en pæn bevægelse højere.

Denne gang blev det altså et G7 kommuniké som udgjorde forskellen.

lone-olesen@jyskebank.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder