Jyske Bank venter ingen opjustering fra NKT – hæver kursmål

Udgivet den 13-05-2008  |  kl. 16:10  |  

Jyske Bank venter ingen opjustering fra NKT i forbindelse med selskabets kvartalsregnskab for årets første tre måneder, som kommer i morgen onsdag. Således fastholder man Køb-anbefalingen, men hæver dog kursmålet til 500 kr. pr. aktie fra tidligere 445 kr.

- Vi forventer et flot regnskab for 1. kvartal med 25 pct. indtjeningsvækst, hvilket er over markedsforventningerne. Til gengæld vurderer vi, at ledelsens gode vane med at opjustere sin helårsprognose i forbindelse med kvartalsregnskaberne hører op i 1. kvartal, hvilket kan skuffe på kort sigt. Vi fastholder Køb, skriver aktieanalytiker Christian Nagstrup.

Jyske Bank venter en samlet stigning i omsætningen på 8 pct. til 3.391 mio. kr., hvilket er en smule mere end markedet generelt regner med. Desuden venter banken et overskud før skat på 985 mio. kr. Selskabet selv venter et overskud på 900 mio. kr.

/lk

Udgivet af: NPinvestordk