Jyske: Konjunkturbarometre giver opløftende nyt
Danmarks Statistik har mandag formiddag offentliggjort konjunkturbarometre for januar, hvor indikatoren for industrien er uændret på 5 i januar i forhold til december. Indikatoren for service steg til 1 fra minus 1. Indikatoren for detailhandel faldt til minus 11 fra minus 7, og byggeindikatoren steg til minus 22 fra minus 23.
- Dagens tal er rimeligt opløftende. Meldingerne fra service og byggeri er blevet et nyk mindre negative, og budskaberne fra industrien er fortsat faktisk lige frem positive. Man kan godt tillade sig at sige, at den begyndende tendens til lidt bedre økonomiske nøgletal fortsætter, skriver seniorøkonomi Niels Rønholt fra Jyske Bank.
Han hæfter sig især ved udviklingen i industrien, som ikke giver indtryk af en dyb krise.
- Udviklingen stemmer godt overens med situationen uden for Danmark. Industriindikatorerne har på det seneste været på vej op i både euroområdet og USA. Og også i Tyskland har vi set bedring, hvilket selvfølgelig er vigtigt for dansk økonomi, skriver Niels Rønholt.