Københavns Lufthavn: Så bort fra sikkerhedsbrud
I et år vidste man i Københavns Lufthavn, at der var alvorlige sikkerhedsproblemer på lufthavnens start- og landingsbaner.
Men først da et fly i september ramte løsrevet glas fra en lampe på en af landingsbanerne, blev en undersøgelse af sikkerheden iværksat.
Det skriver Politiken.
Lufthavnens egne undersøgelser viste, at risikoen for ulykker var så alvorlig, at den burde lukkes for flytrafik.
Alligevel blev flyene ved med at lande og lette.
Det viser uddrag af et fortroligt udkast til en rapport fra lufthavnen om hændelserne, som Politiken er i besiddelse af.
Af uddraget fremgår, at sagen tog sin begyndelse 24. september 2018, da et løsrevet armatur til et banelys blev fundet på en af lufthavnens største start- og landingsbaner. Banen benævnes 22L.
Herfra lander og letter omkring halvdelen af flyene i Københavns Lufthavn.
Hændelsen blev betragtet som et enkeltstående tilfælde, og der blev lavet en handlingsplan for at sikre sig mod lignende tilfælde i fremtiden.
Men handlingsplanen blev aldrig ført ud i livet.
22. august i år blev der igen fundet et løst banelysarmatur på flyvepladsen. Det samme skete 14. september på stats- og landingsbane 22R.
Og dagen efter - 15. september - påkørte et fly et lysamatur.
Ledelsen i Københavns Lufthavn vil ikke kommentere rapportens foreløbige resultater over for Politiken.
Men driftsdirektør Kristian Durhuus føler sig sikker på, at lufthavnen har håndteret problemet forsvarligt, siger han til avisen.
- Jeg kan bare sige, at vi aldrig ville fortsætte driften, hvis ikke vi vurderede, at det var sikkert. Vi er sikre på, at det var forsvarligt at fortsætte driften.
/ritzau/
Tags: Shares❯