Kina ønsker udlandet ind i statslige selskaber
Kina ønsker at se flere udenlandske investeringer i statsejede selskaber gennem fusioner og opkøb i takt med, at reformen af den kinesiske statssektor trappes op.
Det siger Li Rongrong, chef for det regeringsbureau, der ejer 196 af Kinas største selskaber, herunder PetroChina, China Telecom og First Automotive Works.
Der er "enorme muligheder" for udenlandske investorer, mener Li Rongrong, som peger på sagen med Lucky Film Group - Kinas største, men kriseramte filmproducent.
I sidste måned betalte verdens største filmproducent Eastman Kodak 45 mio. USD for en aktiepost på 20 pct. i det børsnoterede datterselskab Lucky Film Co.