Kina: Skuffende eksport mens importstigning overrasker
Den kinesiske eksportvækst i december kunne ikke leve op til forventningerne, mens importvæksten overgik estimaterne.
Det fremgår af nye data fra de kinesiske myndigheder fredag morgen.
De oversøiske forsendelser steg 4,3 pct. i forhold til et år tidligere, fremgår det af meddelelsen fra General Administration of Customs i Beijing.
Analytikerne havde ventet en vækst på 5 pct. vækst ifølge en en undersøgelse blandt 39 økonomer foretaget af Bloomberg News. Der var dog store udsving i estimaterne idet de gik fra en vækst på 0,5 pct. til en forøgelse på 9 pct.
Importen steg samtidig 8,3 pct., hvilket samlet resulterer i et lavere forventet handelsoverskud på 25,6 mia. dollar. Her havde analytikerne ventet en vækst på 5 pct., mens handelsoverskuddet var vurderet til at vise 32,2 mia. dollar.
- Importtal fra Kina tyder på pæn indenlandsk vækst De lidt bedre end ventede importtal ses som udtryk for, at der er ok gang i den indenlandske efterspørgsel og dermed i kinesisk økonomi, hvilket er positivt. Tallene er dog behæftet med en del statistisk usikkerhed og skal derfor tages med et gran salt, vurderer strateg i Nordea Henrik Drusebjerg i en kommentar.
Dataene viser fortsatte problemer i verdens næststørste økonomi i fjerde kvartal. Senest har data fra fremstillings-og servicesektoren indikeret faldende aktivitet, mens producentprisindekset faldt for 22. måned i træk.
Det kinesiske statistiske bureau offentliggør data for bruttonationalproduktet for fjerde kvartal 20. januar.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk