Kirk afventer henvendelse fra Told & Skat
Det konservative folketingsmedlem, tidligere fiskeriminister Kent Kirk, vil ikke melde sig frivilligt til skattemyndighederne for at betale de 3,5 mio. kr. tilbage, som staten blev snydt for, da Kirk i 1993 solgte et selskab til selskabstømmeren Bruno Andersen. Sagen er kommet tilbage, efter Satair-dommen tirsdag.
- Vi forholder os helt fuldstændig roligt og afventer situationen, siger Kent Kirk til Ritzaus Bureau. Han mener, at det må være op til Told og Skat at henvende sig.