Konkurrenceklausul i Danske Trælasts aktiekøbsaftale med C. Stürup & Co. skal ophæves

Udgivet den 26-04-2000  |  kl. 14:34  |  

København--26. april--NetPosten--Konkurrencerådet har i dag besluttet, at en konkurrenceklausul, der var et led i et salg af en trælasthandel (C. Stürup & Co.) til Danske Trælast, skal ophæves, oplyste KonkurrenceStyrelsen onsdag.

Ifølge aftalen køber Danske Trælast aktierne af en virksomhed, der ejes af en privatperson, som forpligtes til ikke at drive konkurrerende virksomhed i Danmark i en periode, der var længere end 2 år. Rådet vurderede, at konkurrenceklausulen skulle ophæves, da den både tidsmæssigt og geografisk var for vidtgående.

Der var ingen særlige forhold, der kunne begrunde en længere beskyttelsesperiode end 2 år, som er EU’s hovedregel ved virksomhedsoverdragelser, der omfatter konkurrenceklausuler. Endvidere måtte konkurrenceklausulen ikke omfatte et større geografisk område end det område, hvor virksomheden tidligere havde været aktiv.

Udgivet af: NPinvestordk