Valuta: Dollargevinsten fra Trump-effekten fordampet
En svækket amerikansk dollar dominerer markedet fredag morgen, mens yen står som "the odd one out", efter at have ramt det stærkeste niveau siden den japanske centralbank raslede med interventionssablen sidste efterår.
Markedsdeltagerne er for alvor begyndt at frygte for den amerikanske præsident Donald Trumps trusler om told på dette og hint og for den negative effekt, en fuldblods global handelskrig vil få for hele det globale handelsmønster.
Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen i 106,43 mod 106,57 torsdag eftermiddag ved 17-tiden og 108,05 ved udgangen af sidste uge.
Dermed er hele dollargevinsten fra valgresultatet, med Donald Trump som vinder var en kendsgerning, forsvundet.
Trumps politiske regime var ellers set som en styrkende faktor for dollar, men hans retoriske massive toldtrusler mod alt og alle, er så småt ved at give investorerne kolde fødder.
- Der var en meget ensidig handel og meget tung positionering mod dollarstyrkelse. Nogen af de dollarpositionerede investorer er ved at blive utålmodige, fordi det eneste, han har gjort, er at lægge 10 pct. told på Kina - så markedet afvikler nogle af de investeringer, siger strateg Jason Wong fra BNZ i Wellington til Reuters.
Japanske yen går mod strømmen af styrkede valutaer mod dollar fredag. Det sker efter at den japanske valuta ramte det stærkeste niveau i adskillige måneder fredag morgen, hvor 149,28 yen per dollar var toppunktet i denne omgang.
Det satte gang i gevinsthjemtagning inden weekenden i det asiatiske teater.
Dagens data fra de japanske myndigheder peger på en fortsat høj og stadig stigende inflation, der sandsynligvis vil lægge et tungt lod i Bank of Japans pengepolitiske vægtskål med yderligere rentestramningen til følge.
Kerneinflationen i januar steg med 3,2 pct., hvilket er det hurtigste tempo i 19 måneder. Det skal ses i forhold til Bank of Japans mål på en kerneinflation på 2,0 pct.
- Beviset på, at Japans inflation tippede højere, understøtter også argumentet for højere japanske renter på et tidspunkt, hvor resten af verden måske er ved at reducere dem, og dermed en stærkere yen, siger Jason Wong.
Indtil videre er der indregnet en renteforhøjelse på 25 basispoint i Japan i september.
Dollar koster fredag morgen 150,31 yen mod 149,52 yen torsdag eftermiddag klokken 17.
Euro koster samtidig 1,0500 dollar mod 1,0474 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,2667 dollar mod 1,2641 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›