KORR: LVMH knytter bånd til Moncler og sender aktien til vejrs

Udgivet den 27-09-2024  |  kl. 12:21  |  

(retter, så det fremgår, at Moncler er italiensk)

Verdens største luksusvarekoncern, LVMH, knytter nu bånd til den italienske modekoncern Moncler. Det sker gennem en aftale med Monclers administrerende direktør, bestyrelsesformand og storaktionær, Remo Ruffini.

Det fremgår af en meddelelse fra Moncler sent torsdag aften om aftalen, som indirekte giver LVMH en mindre ejerandel i Moncler.

LVMH køber således 10 pct. af aktierne i selskabet Double R, der i dag ejer 15,8 pct. af Moncler.

Samtidig er det aftalt, at Double R over de kommende 18 måneder øger sin ejerandel i Moncler til maksimalt 18,5 pct.

Finansieringen vil blive stillet til rådighed af LVMH, der derved vil øge sin ejerandel i Double R til maksimalt 22 pct.

- Remo Ruffini vil fortsætte med at definere og drive Moncler Groups planer og fremtidige udvikling, og som formand og administrerende direktør vil han fortsat være fuldt engageret i Moncler Groups succes. LVMH Group vil som stabil langsigtet minoritetsaktionær i Double R støtte implementeringen af Ruffinis fremtidige vision for Moncler Group, lyder det meddelelsen.

Efter transaktionen kontrolleres Double R stadig af Monclers topchef Remo Ruffinis holdingselskab, Ruffini Partecipazioni Holding.

På børsen stiger Moncler fredag 9,9 pct. oven i en gevinst på 6,6 pct. torsdag.

Desuden ligger LVMH 2,4 pct. højere efter en gevinst på 9,9 pct. torsdag. Her steg luksusgodesektoren over en bred kam i håb om et stærkt andet halvår understøttet af det kinesiske marked. Den kinesiske økonomi har ellers længe haltet, men investorerne vejrer morgenluft, efter at den kinesiske regering denne uge har annonceret en række økonomiske stimuli.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder