KORR: Mols-Linien skal oppe sig for at holde sig oven vande
(KORR: Navn og tidspunkt rettet i sidste afsnit)
Hvis ikke færgerederiet Mols-Linien snarligt får tilført ny kapital eller ændrer på driftsstrukturen, kan det blive svært for selskabet at undgå forlis.
Det fortæller Nils Thygesen, chefanalytiker hos Institute for Business Cycle Analysis, til Dagbladet Børsen.
Mols-Liniens seneste halvårsregnskab viser et minus på 32 mio. kr. for første halvår, hvor der forventes et minus på 20 mio. kr. for helåret 2013. De resultater skal der gerne snart ændres på hos færgerederiet.
- Det er en meget hård gearing, de kører med. Der skal virkelig til at ske noget med driften, eller tilføres ny kapital til selskabet, hvis ikke det skal ende helt galt, siger Nils Thygesen til Dagbladet Børsen.
Samme melding kommer fra Petter Jeppesen, der er medstifter af analysehuset aktie-og-investering.dk.
- Kommer der ikke en likviditetsmæssig positiv pengestrøm inden for et år, kan selskabet ikke overleve med den nuværende drift og kapitalstruktur, forudser Pette Jeppesen over for Dagbladet Børsen.
Siden 2008 er det ikke lykkedes Mols-Linien at sejle i sikker havn med selskabets egne forventninger til næste års resultater. Derimod er forventningerne hvert år skruet ned med minimum 50 mio. kr. ved siden af resultatet, og selskabet har nu tabt 315 mio. kr. løbende hen over de seneste fem år.
Så sent som for fire måneder siden meldte bestyrelsen i Mols-Linien ud om, at der blev forventet et positivt resultat i helårsregnskabet for 2013. Ifølge bestyrelsesformand i Mols-Linien Frantz Palludan er de tidligere forkerte udmeldinger ikke har været i orden, men at færgerederiet i dag har ændret sig siden for fem år siden.
De tilbagevendende medlinger om utroværdige forventninger er dog ikke et smart træk fra Mols-Linien, vurderer Peter Jeppesen.
- Gentagne forkerte udmeldinger omkring forventninger og budgetteringer til årets resultat er med til at give virksomheden en lav troværdighed, og det bliver ikke vel modtaget af investorerne. De ser dog ud til, at den nye direktør har bedre styr på genopretningsprocessen med de mange iværksatte driftsmæssige dispositioner, som i bedte fald kan bringe en turnaround på ret kurs, forklarer Peter Jeppesen til Dagbladet Børsen.
Søren Jespersen overtog roret i marts 2011 som administrerende direktør for Mols-Linien, hvor han afløste selskabets mangeårige direktør Preben Wolff.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›