KORR: Tesla-direktør laver grønt taxiselskab i København

Udgivet den 29-05-2019  |  kl. 22:33  |  

(Rettet: I tredje afsnit "Teslas ambition" til "Viggos ambition")

Den danske udviklingsdirektør i den amerikanske elbilproducent Tesla vil indtage det københavnske taximarked med en grøn taxiløsning og en ny app, Viggo.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Teslas udviklingsdirektør, Peter Bardenfleth-Hansen, fortæller til Børsen, at Viggos ambition er at få 50 til 75 vogne på gaden i København i løbet af året med en målsætning om 200 til 300 biler med udgangen af 2020.

Senere kan andre større danske byer samt resten af Norden komme i betragtning.

- For at bruge et gammelt misbrugt ord, så mener jeg, at vi vil være en disrupter i taxibranchen, siger Peter Bardenfleth-Hansen til Børsen.

Det nye taxiselskab kommer til at gå under navnet Viggo og er ifølge udviklingsdirektøren, som tager posten som bestyrelsesformand i det nye selskab, inspireret af Uber.

Foruden appen, der - ligesom Ubers - kan bruges til at bestille, betale og bedømme kørslen, vil Viggo skille sig ud ved at være et fuldstændigt grønt foretagende. Det står således chauffører frit for, hvilken bil de vil køre, så længe det er en nulemissionsbil.

Det nye taxiselskab har i sinde at overholde de danske taxilove. Det roses af Palle Christensen, der er bestyrelsesformand og vognmand i Taxa 4x35. Bestyrelsesformanden forklarer dog til Børsen, at han tvivler på, at det bliver så nemt, som Viggo tror, og vurderer, at det nye foretagende maksimalt kan skrabe 30-40 taxilicenser sammen i år, hvis de er heldige.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder