Kreative ejendomsmæglere: Køb bolig i Vestsjællands Provence eller på Københavns Manhattan
Du har nok mange gange siddet og læst en salgsopstilling og tænkt, at ejendomsmægleren enten kan kaste meget langt, eller at han måske er lige lovlig kreativ i sin beskrivelse af boligens beliggenhed. For det er ikke kun stenkast, ejendomsmæglerne er opfindsomme med. De vil også meget gerne sammenligne de områder, de opererer i med attraktive byer og steder ude i Verden.
Allermest kendt er vel efterhånden Cold Hawaii, som Klitmøller i Thy kaldes, men har du nogensinde hørt om Lautrup-området i Ballerup? Og har du i så fald hørt det omtalt som Danmarks Silicon Valley? Sikkert kun hvis du bor i Ballerup, eller hvis du har været forbi ejendomstorvet.dk.
"Ejendomsmæglerens opgave er at sælge en bolig, og derfor sker det indimellem, at en beliggenhed eller et område kan blive beskrevet meget farverigt. Men jeg kan egentlig meget gode lide Danmarks Silicon Valley. Det er kreativt og gør mig nysgerrig," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Herunder kan du se 10 aktuelle eksempler på sammenligninger, som vi på Boligsiden synes er sjove og kreative. Birgit Daetz har en klar favorit.
"Jeg er særligt glad for Vestsjællands Provence. Det har et godt schwung over sig. Om Provence og Kalundborg så overhovedet minder om hinanden, vil jeg lade andre være dommer over. Men smag lige på det. Du kan næsten smage Provence-krydderiet fra urtehylden i skabet på tungen. Det lyder bare godt."
10 kreative stednavne fra ejendomsmæglerne:
Kalundborg er Vestsjællands Provence
Det var i et interview med Sjællandske Medier i marts i år, at homes ejendomsmægler Iben C. Nielsen kaldte Kalundborg for Vestsjællands Provence. Det skete på baggrund af en stigning i antallet af sommerhushandler i kommunen.
"Vi kan ikke få hænderne ned i Vestsjællands Provence," sagde hun og begrundede sammenligningen:
"Vores område er særdeles attraktivt, da vi har Danmarks tre største vingårde, den anmelderroste gourmetrestaurant Naes, der ligger i første række til Kalundborg Fjord, 18 hullers golfbane og så er Røsnæs lige blevet kåret til at komme med i Danmarks Naturkanon."
Enghave Brygge er et Lille Venedig
Lokalboligs projektsalgslejligheder i "The Residence CPH" på Enghave Brygge er helt nye flotte boliger, der bliver beskrevet som et Lille Venedig. Intet mindre. Her er et udsnit fra salgsopstillingen:
"Et 'lille Venedig' i Københavns Havn med lejligheder der har udsigt til havnen og de nyanlagte kanaler. Kanalerne er inspireret af Europas hovedstæder med boligkarréer placeret på boligøer ved vandet."
Linus Paulings Vej 26, 4. 3, 2450 København SV
Kontantpris: 2.595.000 kr.
Se bolig
Klitmøller: Cold Hawaii
Det måske allermest kendte "øgenavn" til et område har Klitmøller i Thy, der er brandet som et Surfers Paradise. Et koldt Paradise vel at mærke. Mine damer og herrer, Cold Hawaii:
"Klitmøller er et hyggeligt gammelt fiskersamfund, hvor fiskerne fortsat lander med de små både på stranden. Der er gode indkøbsmuligheder og spisesteder, og så er Klitmøller kendt for Nordeuropas bedste surfermuligheder 'Cold Hawaii', som gør byen attraktiv for turisterne."
Lyngstien 2, Klitmøller, 7700 Thisted
Kontantpris: 1.265.000 kr.
Se bolig
Aalborg: Nordens Paris
For os der har boet i Aalborg, kommer det ikke som den store overraskelse, at man kan finde på at kalde Aalborg for Nordens Paris. For jer der ikke har boet der, så er det sådan, man ser på sin by, når man kommer fra Aalborg, fordi så synes man bare, Dobbelt A er for fed.
Og ja: Aalborg bliver kaldt Nordens Paris i en hel række salgsopstillinger. Her er et eksempel fra en Nybolig-mægler:
"Der er ikke en finger at sætte på denne placering, specielt ikke hvis du er bymenneske med stort B. Christiansgade ligger nemlig lige i hjertet af 'Nordens Paris'; på grænsen til hele Teaterkvarteret, Budolfi Plads og alle gågadens fristelser!"
Christiansgade 22, 9000 Aalborg
Kontantpris: 1.595.000 kr.
Se bolig
Lautrup-området i Ballerup er Danmarks Silicon Valley
Hjemmesiden ejendomsmægler.nu har taget kælenavnet Danmarks Silicon Valley til sig. De skriver sådan her om Lautrup-området i Ballerup:
"Der er store erhvervsparker i Ballerup, som har store firmaer som bl.a. Novo Nordisk, Bosch, William Demant og chokoladefabrikken Toms. Samtidig har adskillige IT-virksomheder valgt at slå sig ned i Lautrupgård, som nu går under navnet Danmarks Silicon Valley."
Og er du på jagt efter et ledigt kontor i Danmarks Silicon Valley, så er der noget ledigt på Lautruphøjvej, der måske kunne have din interesse?
Sluseholmen er Københavns Amsterdam
Den lokale ejendomsmægler fra minbolighandel.dk vil gerne tale beliggenheden i Sydhavnen op. De sammenligner Sluseholmen med både Amsterdam og Venedig. Se bare her:
"Sluseholmen har mange navne som Københavns Amsterdam eller Venedig, fordi man finder boliger, hvor fundamentet går helt ned til vandet, og man kan sidde på sin egen badebro og dyppe tæerne."
Ravneholm Skov i Holte: Det danske Schweiz
I salgsopstillingen for en ejerlejlighed i Søllerød Park i Holte trækker Danbolig her en særlig sammenligning ned over Ravneholm Skov i nærheden. Det danske Schweiz. Om man også her dypper brød i flydende Gruyere melder historien ikke noget om.
Søllerød Park 4, 1. 13, Søllerød, 2840 Holte
Kontantpris: 2.295.000 kr.
Se bolig
Ørestad er Københavns Manhattan
Er det logisk at sammenligne Ørestad med Manhattan? Ja, vil home-mægleren, der søger købere til ejerlejlighed på C.F. Møllers Allé, mene.
"Velkommen til Ørestad. Københavns Manhattan, hvor den ene arkitekturperle afløser den anden i den nye bydel, der sprudler af livsglæde og alt det bedste, den moderne storby kan byde på."
C.F. Møllers Allé 68, 9. tv, 2300 København S
Kontantpris: 3.995.000 kr.
Se arkiv
Kragenæs-området ligger midt i Ravnsby Bakker, der kaldes De lollandske alper
De lollandske alper er et udtryk, man bruger om Ravnsby Bakker på Lolland. Denne helårsgrund i Kragenæs-området bliver da også "solgt" på denne sammenligning. Og ja, det dufter da lidt af Toblerone og Ricola.
"Kragenæs-området er et fantastisk naturområde midt i 'De lollandske alper' og med et smukt vue over smålandshavet."
Rævegade 1, Kragenæs, 4943 Torrig L
Kontantpris: 150.000 kr.
Se bolig
Det skønne bakkelandskab, der omgiver Faaborg: De sydfynske alper
Om det er beboerne på Lolland eller Fyn, der har fundet på sammenligningen med Alperne først, kan vi ikke sige på stående fod. Vi kan bare sige, at sammenligningen med de høje bjergpas er populær flere steder i Danmark. Her er det et sommerhus i nærheden af Faaborg, der får en jodlen med på vejen.
"De naturskønne sydfynske alper er også tæt på med skøn naturlegeplads til de mindste samt smukt beliggende golfbane."
Fruerlund 46, Bøjden, 5600 Faaborg
Kontantpris: 2.399.000 kr.
Se bolig
Tags: Bolig❯