Kritisk syge får automatisk sikkerhedsnet

Udgivet den 10-09-2010  |  kl. 10:02  |  

Et nyt system skal være med til at sikre, at personer med en alvorlig sygdom får automatisk besked om, at de kan være berettiget til en udbetaling, hvis de er dækket af deres forsikring ved visse kritiske sygdomme.

- Ingen kritisk syge med ret til en udbetaling bør gå glip af pengene. Vi er glade for, at det nu er lykkedes for myndighederne og branchen i fællesskab at finde en løsning, siger underdirektør Anne Seiersen, Forsikring & Pension.

- Jeg er meget glad for den ordning, som netop er sat i værk. Vi ved, at cirka to millioner danskere har en forsikring, så de har ret til erstatning ved kritisk sygdom, men nogle af dem får aldrig den erstatning. Med det nye system bliver borgeren automatisk gjort opmærksom på det, hvis der kan være mulighed for, at han har ret til erstatning, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.

De automatisk udsendte breve til kritisk syge er resultatet af et samarbejde mellem Sundhedsministeriet, Økonomi- og erhvervsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Forsikring & Pension.Foreløbigt er Industriens Pension og PensionDanmark med i løsningen. Forsikring & Pension forventer, at alle de største forsikrings- og pensionsselskaber vil tilslutte sig i løbet af efteråret. Det er frivilligt for selskaberne at tilmelde sig løsningen.

Sundhedsstyrelsen har netop udsendt de første ca. 300 breve til forsikrede danskere, der har fået en kritisk sygdom. Brevet opfordrer til, at den kritisk syge straks kontakter sit forsikrings- eller pensionsselskab.

- Kritisk syge har meget at tænke på i forvejen, og nogle er slet ikke klar over, at de har en forsikring ved visse kritiske sygdomme. Brevene til de syge er derfor en rigtig god løsning, siger Anne Seiersen.

Hun gør dog opmærksom på, at den automatiske udsending af breve ikke må blive en sovepude. Det er nemlig ikke hver eneste kritiske sygdom, der bliver registreret i Landspatientregisteret, og der kan ske fejl ved registreringen af kritiske sygdomme. Desuden er det ikke alle forsikrings- og pensionsselskaber, der er tilsluttet løsningen.

- Hvis man har fået en kritisk sygdom, skal man straks kontakte sit forsikrings- eller pensionsselskab. Brevene er et sidste sikkerhedsnet, siger Anne Seiersen.

 

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder