Lån & Spar: Dårlig timing for direktørskifte i NeuroSearch

Udgivet den 31-05-2010  |  kl. 13:30  |  

- NeuroSearch oplyser til morgen af selskabets direktør ønsker at stoppe for at tiltræde en stilling som finansdirektør i ALK Abello. Timingen i skiftet er dårligt, da selskabet dels står overfor at kunne føre det første produkt på markedet, dels fordi at der er begået fejl i de gennemførte studier, hvilket skaber usikkerhed om, hvor gode muligheder produktet Huntexil har for at blive godkendt af de forskellige sundhedsmyndigheder. Usikkerhed omkring ledelsen er ikke hvad selskabet har behov for aktuelt, hvorfor aktien også falder tilbage i dagens marked.

Det skriver Lån & Spar.

- Vi vælger dog at fastholde NeuroSearch på vores fokusliste. Aktien er faldet betydeligt tilbage over den seneste måned, og den nuværende aktiekurs afspejler efter vores vurdering ikke potentialet for Huntexil. Aktiekursen ligger aktuelt under niveauet primo februar, hvor resultaterne fra fase III-studiet på Huntexil endnu ikke var offentliggjort. Vi finder derfor kursniveauet attraktivt.

- At skifte hest midt i et vadested er sjældent en god idé og med den usikkerhed, der i forvejen er omkring værdien af NeuroSearchs pipeline, er timingen af et skifte af direktøren ubetinget dårlig.

- Det fremgår af medierne i dag, at direktør Flemming Pedersen selv afviser, at skiftet skulle have nogen relation til processen omkring Huntexil og at han stadig har stor tiltro til produktet. Selskabets bestyrelsesformand indikerer dog, at processen kan have påvirket direktørens beslutning, men at bestyrelsen ikke har ønsket at skifte ledelsen ud. Den forhøjede usikkerhed skal afspejle sig i aktiekursen. Men det er ikke vores vurdering, at dagens begivenhed har nogen indflydelse på sandsynligheden for at Huntexil bliver godkendt eller på værdien af produktet.

- Alligevel må forårets uro omkring selskabet anses for at have en negativ indflydelse på selskabet. NeuroSearch skal i høj grad skabe værdi gennem indgåelse af samarbejdsaftaler med større medicinalselskaber med milestensbetalinger og evt. royalties af et kommende salg til følge. Både selskabets problemer med datamaterialet for Huntexil og skiftet i ledelsen kan påvirke samarbejdsparter og potentielle samarbejdsparters syn på NeuroSearch, skriver Lån & Spar.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder