Laborant-mangel truer dansk biotek- og medicinalindustri
På trods af særdeles gode jobmuligheder og ekstremt lav ledighed viger unge uden om laborantuddannelsen. Samtidig er en stor gruppe laboranter på vej på pension. Allerede nu er der flaskehalsproblemer. Dansk biotek- og medicinalindustri er derfor i overhængende fare for at løbe tør for laboranter.
- Det er meget bekymrende. Danmark har en unik chance for at tiltrække udenlandske vækstvirksomheder, men vore unge har tilsyneladende ikke den store interesse for branchen. På længere sigt kan det skade branchens vækst, siger Torben Valgren, konsulent i Dansk Industri til Berlingske Tidende.