Lauritzen: Tidsplanen for Amin Shahs køb af Danyard kan blive rykket

Udgivet den 04-07-1997  |  kl. 10:41  |  

København--4. juli--NetPosten--Den malaysiske finansmand Amin Shah har endnu ikke kommet med nogen form for sikkerhedsstillelse for sit planlagte køb af Danyard. Den malaysiske finansmand skulle ellers have kommet med en sikkerhedsstillelse på i første omgang sølle 1 mio. dollars. Det oplyste J. Lauritzen Holdings adm. direktør Bent Østergaard fredag til NetPosten.

Den manglende sikkerhedsstillelse skyldes, at de malaysiske myndigheder endnu ikke har godkendt købet.

- Vi er ikke herre over de malaysiske myndigheder, men hvis de ikke snart kommer med godkendelsen, så kan det rykke hele tidsplanen for købet af Danyard, sagde Bent Østergaard.

Lauritzen har således tidligere meddelt, at Amin Shahs køb af 48 pct. af Danyard for 100 mio. dollars ville finde sted i løbet af august, men et bedre bud synes nu at være i september.

Bent Østergaard kunne samtidig meddele, at der dog ikke er nogen indikationer på, at salget ikke bliver gennemført.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder