Ledelsesændring i Thrige Agro A/S i forbindelse med fusionsovervejelser med Thrige-Titan A/S
København--15. januar--NetPosten--Kurt Skov, adm. direktør i Thrige Agro A/S, har opsagt sin stilling. Det er aftalt, at Kurt skov fratræder dags dato, meddeler Thrige-Titan A/S fredag.
Bjørn Petersen, adm. direktør i Thrige-Titan A/S, vil fremover også varetage stillingen som adm. direktør i Thrige Agro A/S.
Det er under overvejelse at fusionere Thrige-Titan og Thrige Agro med Thrige-Titan som det fortsættende selskab. Formålet er forenkling af organisationen og omkostningsbesparelser.
Thrige Agro A/S er et helejet datterselskab af Thrige-Titan A/S og fremstiller og sælger landbrugsredskaber. Af Thrige Agros omsætning på omkring 400 mio. kr. afsættes 92 pct. uden for Danmark, fremgår det af meddelelsen.