Lene Espersen og DF enige om ny lukkelov

Udgivet den 01-12-2009  |  kl. 14:49  |  

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen er enig med Dansk Folkeparti om et forslag til en ny lukkelov, der vil betyde, at butikker i Danmark fremover får mulighed for at holde åbent på langt flere dage og i længere tid. Fra 2012 skal de fleste butikker kun holde lukket på helligdage.

 

Lukkeloven står overfor en væsentlig ændring. Der lægges op til liberalisering af lukkeloven i 2010 og reelt en ophævelse af lukketidsreglerne i 2012 undtagen på helligdage og enkelte andre særlige dage.

 

De nye regler indfases i etaper. De væsentligste punkter i den kommende nye lukkelov er:

 

I første omgang liberaliseres de nuværende lukketidsregler således, at butikkerne fra den 1. juli 2010 kan holde åbent ca. 30 søndage om året mod ca. 20 søndage i dag. De 30 søndage er fordelt på den første og sidste søndag i hver måned, alle søndagene i december op til jul samt yderligere 4 søndage, som kan placeres frit i løbet af året.

Fra den 1. oktober 2012 ophæves alle lukketidsregler. Butikkerne skal dog fortsat holde lukket på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag. Og på nytårsaftensdag skal de holde lukket efter kl. 15.00.

Byggemarkeder får mulighed for at holde åbent på alle årets dage uden begrænsninger. Skal træde i kraft 1. juli 2010.

Små butikker, der sælger materialer til hus og have og har en omsætningsgrænse på under 30,5 mio. kr. (2009 tal), får mulighed for at holde åbent alle årets dage uden begrænsninger. Skal træde i kraft 1. juli 2010. Der skal i forbindelse med lovarbejdet foretages en nærmere afgrænsning af området hus og have.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder