LEO Pharma outsourcer sterilproduktion - lukker i Ballerup

Udgivet den 07-10-2010  |  kl. 12:38  |  

20 % af LEO Pharmas omfattende, fremtidige produktion af egne lægemidler vil over de kommende fem år blive outsourcet til eksterne kontraktsparter for at skabe en mere fleksibel, omkostningseffektiv og leveringsdygtig organisation.

Som led i LEO Pharmas vækststrategi, som blev lanceret i oktober 2009, har virksomheden nu udarbejdet en fremadrettet plan for sin globale produktion. Ifølge planen vil LEO Pharma i stigende grad være afhængig af at få produceret eksternt for at kunne følge med vækstambitionerne.

- Det er målet, at vores produktionsorganisation i løbet af de kommende fem år skal udvikles fra at være en supply chain til en supply netværksorganisation, siger LEO Pharmas produktionsdirektør John Mehlbye.

- Her vil vi i stigende grad outsource til parter, der har de nødvendige kompetencer og i særdeleshed den leveringsevne og kvalitet, som vi kræver.

En stor del af LEO Pharmas fremtidige omsætning forventes at komme fra nye produkter og serviceydelser, hvilket stiller store krav til produktionsorganisationen om at kunne være fleksibel og skalerbar. Virksomheden vil fremover i højere grad anvende partnere i produktionen for at kunne lancere nye produkter uden massive investeringer i etablering af ekstra produktionskapacitet på de seks fabrikker i Danmark, Irland, Frankrig og Australien.

- Det har dog desværre den konsekvens, at vi over de kommende fire år vil nedlukke og outsource sterilområdet i vores store produktion af færdigvarer i Ballerup, hvorved omkring 150 arbejdspladser forventes at skulle lukkes ned i takt med, at outsourcingen tilendebringes, siger Gitte P. Aabo, LEO Pharmas Administrerende Direktør.

- Nedlukningen af sterilafdelingen er en af de svære beslutninger vi har måttet træffe i forbindelse med vores vækststrategi og vi arbejder derfor tæt sammen med HR, tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg for at sikre, at alle berørte medarbejdere hjælpes bedst muligt videre i arbejdslivet, når tiden kommer, enten til andre stillinger i LEO Pharma eller uden for murene, siger Gitte P. Aabo.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder