Lloyds stiger efter overskud og meldinger om udbytte
Den britiske bank Lloyds Banking Group, der er Storbritanniens største realkreditudlåner, er torsdag morgen kommet med regnskab for første halvår, hvor aktien løftes 6,4 pct. til 72,87 pence efter banken har fortalt at den er i forhandlinger med myndighederne om igen at udbetale udbytter efter den har leveret et overskud for halvår.
Lloyds resultat før skat og ekstraordinære poster steg i første halvår til 2,9 mia. pund, hvilket var over de 2,34 mia. pund analytikerne ventede. Nedskrivninger på udlån faldt 43 pct. til 1,8 mia. pund hvilket var lavere end analytikernes forventning på 1,1 mia. pund.
Banken meddelte, at den planlægger at indlede forhandlinger med myndighederne i andet halvår om tidsplanen og betingelserne for tilbagevenden til udbyttebetaling. Lloyds betalte sidst udbytte i 2008, idet dens overtagelse af HBOS tvang den til at søge en redningsplan.
Bankens tilbagevenden til overskud og aktiens fremgang har tilladt finansminister George Osborne at fremskynde planer om at få dækket nogle af skatteydernes investeringer inden næste valg i maj 2015. Storbritannien overvejer som første skridt, at sælge for op til 5 mia. pund aktier i Lloyds for at reducere sin beholdning, sagde en person med kendskab til planen i sidste uge.
Banken løftede også sine forventninger til nettorentemarginalen ved udgangen af året til 2,1 pct. fra tidligere forventning på 1,98 pct. I første halvår steg nettorentemarginalen, der er forskellen mellem bankens indtjening fra udlån og omkostningerne til finansiering, til 2,01 pct. fra 1,93 pct.