LO: Korttidsledighed koster samfundet 12 mia. kr. om året
København--3. september--NetPosten--Ifølge LOs nyhedsbrev "Udspil" er omkring 450.000 lønmodtagere hvert år uden arbejde i kortere perioder. Korttidsledigheden er et overset problem, som fører til unødigt store udgifter til dagpenge. Hvis de korte ledighedsperioder blev halveret, ville udgifterne til dagpenge falde med godt 4 mia. kr., og den samlede danske produktion kunne vokse med op mod 12 mia. kr.
Af nyhedsbrevet fremgår det, at mange virksomheder i kortere eller længere tid parkerer sine medarbejdere i arbejdsløshedskøen, når vinteren nærmer sig, eller råvareforsyningen bliver usikker. Eksempelvis oplever de ansatte i fiskeindustrien at blive hjemsendt, nå der er lidt for langt mellem torskefileterne på samlebåndet. Det skaber store problemer for de lønmodtagere, der rammes af hjemsendelse og korterevarende ledighed. Og samfundet må punge ud med store unødvendige milliardbeløb til arbejdsløshedsdagpenge. Inden for den sidste 12 måneders periode - fra tredje kvartal sidste år til og med andet kvartal i år - har i alt 457.000 lønmodtagere været berørt af ledighed i kortere perioder. Omregnet til fuldtidsledige svarer korttidsledigheden til godt 62.000 personer.
En analyse, som LO har foretaget, viser at man kunne spare 4 mia. kr. på dagpengeudgiften, hvis blot korttidsledigheden kunne halveres. Hertil kommer, at halvering ville betyde en fremgang på knap 12 mia. kr. i værdien af den samlede danske produktion.
For LO´s vedkommende er dte vigtigt, at arbejdsmarkedsreformens tredje fase og de kommende trepartsdrøftelser finder løsninger på eksempelvis den del af korttidsledigheden, der skyldes hjemsendelse på grund af mangledene råvarer eller vejrlig.
- 4 mia. kr. er mange penge. Men det er nok så væsentligt, at vi får fjernet en økonomisk usikkerhed for mange familier, der må leve med risikoen for med jævne mellemrum at blive hjemsendt. Mange virksomheder parkerer deres ansatte i arbejdsløshedskøen, mens de så at sige venter på bedre vejr. Disse virksomheder kan - på et arbejdsmarked, der nærmer sig fuld beskæftigelse - ikke længere være sikre på, at medarbejderne står til rådighed, når virksomehden igen får brug for dem, siger LOs formand Hans Nielsen i en kommentar til analysen. (NetPosten)