Lundbeck: EU-kommissionen udsteder markedsføringstilladelse for Ebixa

Udgivet den 23-05-2002  |  kl. 13:29  |  

På baggrund af indstilling fra Committee for Proprietary Medicinal Products (CPMP), har EU kommissionen nu udstedt markedsføringstilladelse for Ebixa dækkende samtlige EØS-lande. Lundbecks markedsføring af Ebixa vil dermed blive påbegyndt i andet halvår 2002, hed det torsdag i en meddelelse.

Ebixa er det første i en ny klasse af lægemidler til behandling af Alzheimers sygdom, NMDA receptor antagonister, som viser klinisk signifikant effekt i patienter med moderat/svær og svær Alzheimers sygdom. Ebixa forventes at imødekomme et udækket behov hos denne gruppe patienter, for hvem der i dag ikke findes godkendte behandlingsmuligheder.

Alzheimers sygdom påvirker 5 pct. af befolkningen over 65 år og mere end 20 pct. af aldersgruppen over 85. I dag bliver mindre end 50 pct. af patienter, der lider af Alzheimers, diagnosticeret korrekt og af disse modtager kun mellem 10 - 30 pct. korrekt behandling. Der er dog store variationer mellem de enkelte lande.

Alzheimers sygdom er en neurodegenerativ lidelse karakteriseret ved fremadskridende kognitiv svækkelse såsom svigtende hukommelse, nedsat opfattelsesevne samt sprogforstyrrelser, hvilket på sigt fører til, at patienten ikke længere kan klare sig selv. I senere stadier af sygdommen kan også angst, forvirring og vrede optræde.

Lundbeck har indlicenseret memantin fra Merz Pharma, en tysk forskningsbaseret farmaceutisk virksomhed. Lundbeck har eksklusive rettigheder til en række europæiske markeder samt til markederne i Canada, Australien og Sydafrika. Under en co-markedsføringsaftale med Merz har Lundbeck erhvervet de semi-eksklusive rettigheder til de resterende markeder i verden, eksklusiv USA og Japan. Rettighederne til det amerikanske marked indehaves af Lundbecks strategiske partner Forest Laboratories, Inc.

Indholdet af denne meddelelse får ingen indflydelse på Lundbeck-koncernens resultat for regnskabsåret 2002. Selskabet forventer således fortsat en stigning i omsætning på ca. 20 pct. i forhold til 2001, mens resultat af primær drift fortsat forventes at stige med ca. 20 pct. i forhold til 2001.

Udgivet af: NPinvestordk