Lundbeck har modgang i Indien

Udgivet den 23-07-2013  |  kl. 16:48  |  

Lundbeck er kommet i modvind i Indien, hvor myndighederne i juni besluttede, at selskabet skal indstille salget af antidepressivet Deanxit.

Den midlertidige forbud mod markedsføring sker med henvisning til både midlets effekt og sikkerhed og kommer, efter at indiske medier ved flere lejligheder har skrevet om Deanxits bivirkninger. Samtidig har det været fremme, at Lundbeck for over 10 år siden slet ikke burde have haft markedsføringstilladelse til Deanxit, da kombinationspræparatet er forbudt i oprindelseslandet, Danmark. Herhjemme er alene udstedt eksporttilladelse for midlet.

Lundbeck mener dog, at medieomtalen og suspensionen af salget bygger på misforståelser. Blandt andet hæfter Lundbeck sig ved, at Deanxit ikke er forbudt i Danmark, men at midlet blot ikke er godkendt. Også selve afgørelsen er Lundbeck uenig i.

- Vi kan ikke se, at der er noget videnskabeligt grundlag for beslutningen, og derfor forsøger vi også nu at få den omgjort, siger pressechef i Lundbeck Mads Kronborg til Ritzau Finans.

Forbuddet mod markedsføring af Deanxit kom samtidig med, at de indiske myndigheder også forlangte diabetespillen Actos og det smertestillende middel Analgin pillet af markedet. Et ekspertpanel (Drug Technical Advisory Board) skal nu se nærmere på, om beslutningen om markedsføringsforbud af et eller flere af lægemidlerne bør omstødes. Når det gælder Deanxit, ventes myndighederne dog at stå fast på, at det skal trækkes af markedet, skriver det indiske branchemedie pharmabiz.com uden at nævne kilder.

Den indiske erhvervsavis Economic Times estimerede i 2011, at det indiske marked for Deanxit var på omkring 500 mio. rupees, eller i underkanten af 50 mio. kr. Lundbeck oplystes dengang at sidde på omkring to tredjedele af markedet. Desuden sælger indiske medicinalvirksomheder deres versioner af antidepressivet, der er en kombination af stofferne Flupentixol og Melitracen. Også salget af de øvrige kombinationspræparater er ifølge Lundbeck suspenderet.

- For Lundbeck Indien udgør det en væsentlig del af omsætningen, men Indien er et meget lille marked for os, så totalt set er det brøkdele af vores omsætning, uddyber Mads Kronborg.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

06:32 USA/lukning: Rentefrygt udløste aktienedtur - Nvidia og Tesla tyngede mest
06:30 Kalender med link - onsdag den 8. januar
17:48 Europa/lukning: Tyske Kion fik medvind af Nvidia - fransk ISS-konkurrent blev tørret
17:05 Tirsdagens aktier: Demant gik frem på analysenyt mens Novo blev presset af "gamle" data
17:00 Tirsdagens obligationer: Flere ledige stillinger i USA pressede renten op
16:02 Norsk tankrederi går til vejrs i forventning om håndsrækning fra sanktioner
15:40 USA/åbning: Techaktier fortsætter frem - denne gang på nyt fra Nvidia
14:33 Wall Street indleder året med appetit på solenergi
13:27 USA/tendens: Lunken start forude - Nvidia i hopla på topchefs fremtidsudsigter
12:10 Europa/aktier: Samarbejde med Nvidia løfter Kion - Next stiger på julehandlen
11:44 Matas-topchef: Væksten i de fysiske butikker er den store glædelige overraskelse
11:34 Obligationer/middag: Europæisk inflation gav en krusning i renten
11:31 Aktier/middag: Novo lider fortsat under fedmedata mens Matas er dagens stjerne
11:12 Novo Nordisk får højere anbefaling og kursmål hos Bernstein - aktie dykker
11:10 Demant flyver til tops i C25 efter løftet kursmål fra Carnegie
11:01 Vestas-regnskab kan give stor volatilitet spår Danske Bank
11:00 Europæisk arbejdsløshed var igen 6,3 pct. i november
10:57 Novo Nordisk får højere anbefaling og kursmål hos Bernstein - aktie dykker
10:55 Kion vil optimere varelagre med AI og belønnes med topplacering i Europa
10:39 Nvidia ved CES 2025: Ny grafikkortserie og AI til biler blandt højdepunkterne