Lundbecks vilde prisstigninger bekymrer eksperter - citat

Udgivet den 03-10-2016  |  kl. 06:34  |  

Mens medicinprisernes himmelflugt er blevet et centralt emne i den amerikanske valgkamp, fortsætter danske Lundbeck med at hæve priserne.

Det sker blandt andet på medicin mod sygdomme som epilepsi og depression.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Det danske medicinalselskab har hævet prisen på to af sine præparater med 220 procent og 329 procent siden 2009. På et tredje præparat har selskabet øget prisen med 132 procent siden 2011.

Det viser en analyse fra den internationale investeringsbank Morgan Stanley.

Dermed er Lundbeck blandt de selskaber, som hæver priserne mest. Og det skaber bekymring blandt analytikere og investorer.

De frygter, at modellen med massive prisstigninger ikke er holdbar i længden, skriver Finans.

- Lundbeck har ikke ret meget volumenvækst. Selskabet er vokset gennem prisstigninger, siger Morten Larsen, der er Lundbeck-analytiker hos ABG Sundal Collier, til Finans.

Claus Henrik Johansen, senior porteføljeforvalter i Wealth Management-afdelingen i Danske Bank, siger, at Lundbeck har været aggressive.

- Lundbeck har gjort virkelig godt brug af prisstigninger og ligger helt klart over det normale. Jeg er bekymret for, om Lundbecks vækst i USA vil løje af, siger han til Finans.

Alene i 2016 har Lundbeck hævet den såkaldte listepris på Xenazine, der bruges til behandling af sjældne sygdomme som huntingtons, med 30 procent.

Dermed koster en behandling 12.746 dollar. Året forinden blev prisen hævet tilsvarende.

Ifølge Staffan Schüberg, koncerndirektør i Lundbeck med ansvar for salg, er der reelle prisstigninger for patienterne dog "langt under halvdelen".

/ritzau/

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk