Mærsk bekræfter tab af containere ud for den spanske kyst
Seks containere fra A.P. Møller-Mærsk er faldet over bord ud for den spanske kyst.
Hændelsen fandt sted tilbage i december, hvor Mærsk også tiltrak sig opmærksomhed oven på tabet af 46 containere i havet ud for Nordjylland, som siden har krævet et omfattende oprydningsarbejde.
- Vi kan desværre bekræfte, at charterskibet Toconao den 8. december 2023 tabte seks Mærsk-containere ud for den galiciske kyst i Spanien. Det skete på dybt hav under skibets rejse fra Algeciras til Rotterdam. Hændelsen blev straks rapporteret til den spanske kystvagt, oplyser Mærsk til MarketWire.
Ingen af de seks containere indeholdt ifølge rederiet farligt gods, men en af dem var fyldt med poser med små plastikpiller, der bruges til at fremstille emballage som vandflasker. De er siden skyllet i land i det nordlige Spanien, som kræver oprensning af strandene.
- Arbejdet er påbegyndt langs de udpegede strande, som er berørt af hændelsen, skriver Mærsk.
Skibet, der har tabt containerne, er et timechartret containersikib med en kapacitet på 8.700 tyvefodscontainere (teu), der sejler på liberisk flag.
- Vi er i tæt kontakt med med ejerne af charterskibet og de kunder, hvis containerlast er ramt af hændelsen, skriver Mærsk.
Årsagen til tabet af containerne efterforskes stadig, og Mærsk har sat gang i en undersøgelse, oplyser rederiet. Ingen besætningsmedlemmer er kommet til skade, og skibet kunne sejle videre efter hændelsen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯