Mærsk: Containerrival fik klart indtjeningsløft i andet kvartal

Udgivet den 13-07-2012  |  kl. 14:54  |  

Andet kvartal har været noget bedre end samme periode i sidste år i containerbranchen, og det aflæses også tydeligt i de forløbige tal for andet kvartal fra Hong Kong-baserede Orient Overseas Container Line (OOCL), der er verdens 11. største containerrederi og konkurrent til A.P. Møller - Mærsks tilsvarende Maersk Line.

OOCL sejlede 1,34 mio. tyvefodscontainere (teu) i april, maj og juni - det var 6,7 pct. flere end i samme tre måneder i 2011. Kvartalet bød samtidig på en stigning i indtjeningen. 1,56 mia. dollar havde OOCL i omsætning, hvilket svarer til et løft på 10,6 pct.

Omsætningen per teu var dermed 3,7 pct. højere i kvartalet i forhold til et år tidligere, og hele 9,6 pct. højere i forhold til første kvartal i år.

Dermed afspejler OOCLs tal den igangværende udvikling på containermarkedet, hvor rederierne presser ratestigninger igennem for at undgå en gentagelse af skrækscenariet fra sidste år. Igennem andet halvår af 2011 dykkede fragtraterne på containerfart til stærkt tabsgivende niveauer, og sammenlagt med stigninger i olieprisen og dermed øgede brændstofomkostninger betød det milliardtab til Maersk Line og flere af de store rivaler.

Nu er situationen dog noget mere opløftende, og tallene viser også en tydelig forbedring for rederierne - for eksempel er spotraten på at fragte en tyvefodscontainer fra Shanghai til Nordeuropa steget til 1747 dollar ifølge de seneste tal fra SCFI-indekset fredag. Det er 250 pct. mere end bundniveauet fra december 2011 på 490 dollar.

OOCL kommer, via sit moderselskab Orient Overseas International, med sit endelige halvårsregnskab 8. august.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk