Mærsk og containerrederier har set rekordhøj efterspørgel i juni
Efterspørgslen på de store containerruter ud af Kina til Nordamerika og Nordeuropa fortsatte med at sætte rekord i juni. Der er dog tegn på, at efterspørgslen nu kan have toppet.
Det viser data fra det maritime rådgivningsfirma Xeneta.
Ifølge rådgivningsfirmaet er de høje volumener udtryk for, at importører i stigende grad forsøger at beskytte deres forsyningskæder mod forstyrrelser i forbindelse med situationen i Det Røde Hav og rederiernes beslutning om derfor i stedet at sejle den lange og ekstra tidskrævende vej syd om Afrika.
De seneste data fra Xenata viser, at der blev afskibet 800.000 tyvefodscontainere, teu, fra Kina til Nordeuropa i juni. Det er det højeste månedstal, der nogensinde er registreret.
Ruterne fra Kina til Nordamerika satte ikke rekord, men de 1,36 mio. teu, der blev afskibet, er rekord for en juni måned.
- Konflikten i Det Røde Hav har medført et stort skifte i de traditionelle sæsonudsving i forsyningskæderne til søs, da bekymrede afskibere skynder sig at importere så mange varer som muligt tidligere på året.
- Afskiberne har vurderet konflikten i Det Røde Havs indvirkning på forsyningskæderne og er ikke parate til at risikere at gentage kaosset under pandemien, hvilket betyder, at vi har set rekordstore mængder på de store "fronthaul-transporter" ud af Kina forud for den traditionelle højsæson i tredje kvartal, vurderer Peter Sand, chefanalytiker i Xeneta, i et notat.
Han peger på, at sikringen af forsyningskæderne har været dyr.
Alene i perioden fra den 30. april til den 1. juli er containerraterne på ruterne fra Fjernøsten til USA's vest- og østkyst steget henholdsvis 144 pct. og 139 pct.
Fragtraterne på ruterne til Nordeuropa er desuden steget 166 pct. i samme periode, viser Xenatas data.
Rådgivningsfirmaet ser dog også tegn på, at efterspørgslen nu er toppet.
Containerraterne til den amerikanske vest- og østkyst er faldet henholdsvis 17 pct. og 3,2 pct. siden 1. juli. De gennemsnitlige rater fra Fjernøsten til Nordeuropa har gjort det lidt bedre, men er nu faldet omkring 1,6 pct. siden den 31. juli, viser Xenatas data.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯