Mærsk / Potentielle modbydere har henvendt sig til Virginia

Udgivet den 04-06-2012  |  kl. 08:39  |  

Virginias transportborgmester Sean Connaughton fortæller til Financial Times, at Virginia har modtaget opkald fra flere potentielle bydere til sine havneterminaler. Det sker efter, at APM Terminals i slutningen af maj bød mellem 3 og 4 mia. dollar for retten til at drive alle østkystbyens containerterminaler i de næste 48 år.

APM Terminals vil hæve investeringerne i havneanlægget, så havnen er klar til at kunne håndtere den større efterspørgsel, som udvidelsen af Panama-kanalen vil bringe med sig i 2015.

Virginia har nu en periode, hvor havnemyndighederne ifølge loven, skal tage offentlige kommentarer til efterretning samt indhente tilbud fra andre investorer. Tidsfristen for modbydere til at indsende bud er sat til 12. juli.

Virginia Port håndterede i alt 1,92 mio. teu i 2011, hvilket var en marginal fremgang på 1,2 pct. fra året forinden. Havnetrafikken er steget 2,2 pct. i årets første fire måneder til 647.700 teu. Tilbage i 2007 toppede havnes trafik ved 2,13 mio. teu.

Udgivet af: Aktiefokus