Mærsk sælger ud af olielicenser

Udgivet den 16-01-2007  |  kl. 08:01  |  

Mærsk Olie & Gas står foran et strategiskifte og vil neddrosle aktiviteten i en række lande, hvor udsigterne til at finde olie er usikre og risikofyldte. Det milliardstore opkøb for to år siden i den britiske del af Nordsøen af amerikanske Kerr-McGees aktiviteter kræver store ressourcer, og kræfterne skal nu i stedet koncentreres her, skriver dagbladet Børsen.

- Jeg kan bekræfte, at vi forhandler om at sælge andele af efterforskningslicenser i en række lande, siger underdirektør Anders Würtzen fra Mærsk Olie & Gas.

Den amerikanske investeringsbank Tristone Capital, der er specialist i energisektoren, har udarbejdet prospekter for Mærsk-ejede licenser i Marokko, Surinam og i den tyske del af Nordsøen.

Også en licens i Turkmenistan er kommet på salgslisten. Her forhandler Mærsk Olie & Gas i øjeblikket om at sælge en del af en efterforskningslicens til det indiske olieselskab OMEL.

I alle fire lande er er der muligheder for oliefund, men der er endnu ikke fundet tegn på, at felterne vil vise sig rentable.

Udgivet af: NPinvestordk