Mærsk/Berenberg: Kursfald gør aktien spiselig trods handelskrig

Udgivet den 26-03-2018  |  kl. 07:59  |  

Mærsk-aktien er det seneste halve år faldet omkring 25 pct., men trods risiko for en handelskrig er aktien nu blevet mere spiselig.

Det vurderer den tyske bank Berenberg, der løfter sin anbefaling af A.P. Møller-Mærsk-aktien til "hold" fra "sælg", mens kursmålet fastholdes på 10.000 kr.

Præsident Donald Trumps planer om at indføre told på en lang række kinesiske produkter ud over den allerede indførte told på stål og aluminium vil ifølge Berenberg ikke få de store konsekvenser for Mærsks forretning.

- Annonceringen af nye afgifter i USA for at begrænse kinesisk eksport har ramt handelsrelaterede aktier som Mærsk uforholdsmæssigt, skriver Berenberg i en analyse.

- Det er ingen overraskelse - i månedsvis har debatten om Mærsk handlet om udbuddet i branchen (af skibe, red.), men nu er der også en potentiel risiko på væksten i efterspørgslen.

- Vores synspunkt er, at effekten på den globale handel vil være begrænset, og vi har allerede set, at den amerikanske regering har undtaget nogle af sine handelspartnere fra ståltold - herunder EU. Uanset hvad kan dette blive et risikoelement for Mærsk på mellemlang sigt, skriver Berenberg.

Mærsk-aktierne har haft det svært i 2018 indtil nu. Fredag faldt B-aktien med 0,7 pct. til 9280 kr., og samlet set er den gået tilbage med knap 15 pct. i år.

Berenberg peger på, at aktien nu koster, hvad der svarer til indre værdi af Mærsks aktiver og 9,2 gange EBITDA-indtjeningen i 2018, mens aktierne i branchen til sammenligning handles til 0,9 gange indre værdi og 10 gange indtjeningen.

- Vi mener, at Mærsk-aktien med rette har tabt lidt af sin tidligere præmie som følge af faldende marginforspring (til konkurrenter, red.) og konkurrencepres, men vi vurderer, at aktien kan finde støtte på det nuværende niveau, skriver Berenberg.

/ritzau/FINANS

Aske Muff

Tags:  Research❯  Shares❯  Upgrade❯ 

Relaterede nyheder