Mærsk/Jefferies: Bedre markedsforhold tegner lovende for aktiekursen

Udgivet den 14-06-2017  |  kl. 07:28  |  

Der er positive udsigter på markedet for containerfragt, hvor efterspørgslen er på vej op, flere gamle skibe bliver skrottet, mens rederierne samtidig holder igen med at bestille nye.

Den udvikling tegner lovende for A.P. Møller-Mærsks rederi, Maersk Line, som står til at blive en mere toneangivende aktør, når opkøbet af den tyske konkurrent Hamburg Süd som forventet falder på plads senere i år.

Det vurderer den amerikanske investeringsbank Jefferies i en analyse, hvor kursmålet for aktien bliver hævet til 14.500 kr. fra 13.750 kr. og anbefalingen "køb" gentaget.

Jefferies venter, at efterspørgslen på containerfragt vil være på 5 pct. i år, mens andelen af skrottede skibe i den samlede verdensflåde stiger til 3,5 pct., samtidig med at rederierne ikke er alt for aggressive med at købe nye skibe.

Den udvikling vil gradvist absorbere overkapaciteten på markedet frem mod 2020, hvilket samtidig vil skubbe priserne opad.

Jefferies venter en 10 pct. stigning i fragtraterne på verdensplan i 2017, og investeringsbanken vurderer, at Maersk Line lander et overskud på 1,6 mia. dollar i 2017. Estimatet er 32 pct. højere end analytikerne generelt venter.

Maersk Lines egne forventninger til 2017 hedder en forbedring af resultatet fra 2016 på 1 mia. dollar. Hvis rederiets lovede forbedring kommer i hus, vil rederiet levere et overskud på minimum 0,6 mia. dollar i år.

Jefferies peger på, at Mærsks forretningsdivision Transport & Logistics, der også blandt andet tæller APM Terminals, handler til en EV/EBITDA-multipel på 5,6 i forhold til forventningerne til 2018-indtjeningen.

Det svarer til en rabat på 35 pct. i forhold til aktier i den europæiske transportsektor og 44 pct. rabat i forhold til konkurrenterne i rederibranchen.

EV står for enterprise value, der er et selskabs markedsværdi plus gæld, mens EBITDA er virksomhedens driftsresultat før af- og nedskrivninger.

Rabatten i Mærsk-aktien hænger dog til dels sammen med, at Mærsk også har en olieforretning, som skal udskilles fra transportdelen, hvor der er en potentiel risiko.

Samtidig er opkøbet af rederiet Hamburg Süd også et risikoelement i aktiekursen, påpeger Jefferies.

Mærsk-aktien lukkede tirsdag i 12.600 kr. Aktien er steget 11,8 pct. i 2017.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Maintain❯  Research❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,34%
 
16/05/19

 
6,11%
 
16/05/19

 
5,48%
 
16/05/19

 
4,19%
 
16/05/19

 
1,00%
 
16/05/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder